B
  

Hvor skal vi hen du ?

Siden er under redaktion....
 
Lidt blandet rejse-stof....
 
Har du lyst til at rejse ud i Europa  med Lars Bang Jensen som rejseleder bliver der også mulighed for det i 2018.  Mit rejseprogram er endnu i støbeskeen, og vil komme frem i løbet af februar tænker jeg.
 
Rejselivet starter med en rejse for Vitus Rejser til Santiago de Compostella i Nordspanien. På Pilgrimsvejen hedder rejsen.
 
Der  er afrejse den 22. maj. Rejsen er en flot kultur- og vandre rejse på 8 dage med afgang fra København. Ring evt. og hør nærmere  på tlf. 5329 4407.
 
Jeg forventer at skulle afslutte sæsonen med 2 rund-rejser i Grækenland. Der er tale om solide kultur-ejser der starter på Pelopenes og slutter med 3 dages ophold i Athen.  Der er afgang den 21. september og den 5. oktober.
 
Går alt vel samler jeg også en kreds om en Birgitta-rejse til Rom sidst i oktober. 
 
 
 
Her er et næsten 20 år gammelt sommer billede fra vor første rejse til Skt. Petersborg. Det er Tamara Pashokova i den hvide jakke...hun optræder i nedenstående rejsefortælling. Vi er på sejlads på kanalen ved Blodkirken i det centrale Skt. Petersborg.
 
 
 
NATTOG TIL RIGA
 
- lille rejsefortælling  fra januar 2018
 
Det er sidst i januar 2018  og jeg har besluttet mig for en kort rejse til Baltikum. En inspirations -rejse, og en rejse for at opsøge bekendte og venner som jeg savner kontakten til. Gennem de senere år er min rejse-aktivitet på Ruslkand tørret ind. Det sker på grund af konflikten mellem Vesten og Putins Rusland. Rejseregler er blevet ændret således at man generer hinanden. Et led i de gener man i politiken og i diplomatiet forsøger at påfører hinanden. Nu ser det ud til at danske igen vælger Rusland som rejsemål. Derfor kommer der måske igen til at stå Rusland på min arbejdsplan i det kommende år.  Så jeg må have nye informationer om tingenes tilstand.
 
Jeg skal senere på foråret afvikle et arrangement om Litauen. Det er en anden grund til at jeg er på rejse. Jeg vil besøge Riga og Vilnius. Hovedstæder i Letland og Lithauen på den korte 7 dages rejse.
 
Først tager jeg til Skt. Petersborg og får mig igen et værelse på Hotel Moskva. Heldigt for mig er der kun få gæster, og jeg få et flot værelse ud mod Neva-floden. Jeg har udsigt over det kirke-kompleks der ligge for enden af den gamle hovedgade Newskij Prospekt, En gang for tre hundred år siden byggede munke her ude i skoven et kloster, hvortil de hellige ben af den nationale skyts helgen Alexander Newskij blev overflyttet. Her er stadig kirke og præste-seminarium og meget andet. Et spændende sted som jeg kender og holder af.
 
Derfor starter min første dag også med et besøg i kirken. Her klokken ti på en lørdag morgen er der en livlig trafik ind og ud fra kirken. Den del at den russiske befolkning der er religiøse, kommer forbi deres kirke med jævne mellemrum, - måske på vej til og fra deres arbejde. En naturlig del af deres daglig eller ugentlig rytme er at komme forbi deres sognekirke. Der er en dejligt varmt og aktivt liv når man kigger ind i en russisk kirke.
 
Udenfor er der ofte folk som forsøger at få en smule penge til at strække pensionen. Så her træffer man folk med handicap og gamle koner og gamle mænd, der beder om en almisse. Jeg har i Rusland lært mig at have lidt små penge klar til at dele ud; - således at jeg også giver mit rimelige bidrag af min overflod af penge. Alt set i forhold til de meget beskedne vilkår fattige har her.
 
Senere på formiddagen kigger jeg ind på to af mine favorit steder:  Markedet ved Dostojevskij-museet og selve Dostojevskij-museet. Min ven Fjodor Dostojevskij har skrevet en række romaner og tekster som stadig berører mennesker over hele verden. Han er en af verdenslitteraturens absolut top navne. Et forunderligt personligt liv  danner baggrund for en digtning med et dybt menneskeligt, religiøst og filosofisk indhold, som stadigt rammer mennesker med stor kraft.
 
Hans bøger og fortællinger dramatiseres og sættes i scene som teater, monologer, ballet og film i en uendelig strøm. For et menneske der elsker bøger og museer, er det lille museum i Skt. Petersbord om hans liv en oplevelse man skal have igen og igen. Her er en stille strøm af folk der andagtsfuld vises rundt eller går på egen hånd. Her møder vi hans gæve kone Anna's arbejdsværelse. Her Fjodors skrive bord......
 
Forfatteren var en urolig sjæl og boede kun få år på de adresser hvor familien flytter ind. I lejligheden her de sidste 3 år af Fjodors liv. Herfra var der udsigt til Vladimir kirken hvis rytme han kunne følge fra sit vindue.
 
Ved siden af museet er der stadig liv i et gammeldags russisk marked med rækken af specialiteter fra nært og fjernt. Her er jeg kommet mange gange før, og jeg får købt mig alt for meget, som jeg må bære hjem i min rygsæk: - lidt  frø til sommerblomster, tørret ingefær fra Indien og 3 par sokker lavet af kamel-uld. Det ser man ikke så ofte hjemme hos os.
 
Så skal jeg hjem til Tamara Pashkova og have frokost. Hendes familie i lejligheden ved Mojka-floden har gennem snart 20 år været min primære Ruslands kontakt. Jeg skal sikkert have lun boghvede med et eller andet. For det ved hun er min favorit; - og forøvrigt en basis fødevarer for millioner af russere.
 
I den mellemstore lejlighed er 4 rum. Tamara har de 2 stuer. I en anden stue boer sønnen Maxim og hans hustru Ira. Iden sidste stue bog barnebarnet Platon og hans veninde. - En lejlighed med 3 generationer samlet. Det lille køkken er det fælles omdrejningspunkt.
 
Her har Tamara forberedt min ankomst med at få indkøbt og tilberedt en række specialiteter. De kommer på bordet i en stille strøm, samtidig med at der samtales om livets gang i familierne i Rusland og i Danmark. Der spørges også interesseret ind til politik og holdninger. Gennem de mange års bekendtskab og samarbejde er der ikke længere noget der ikke kan debateres.
 
Hvorfor er det at man i Vesten skal lave et så negativt billede af Rusland. Hader man virkelig os russere ? - Sådan ryger spørgsmål over frokost bordet. For og imod ham Putin diskuteres. En spændende samtale som denne fortælling ikke rummer plads for, men afspejler et bevæget  folk der ønsker en rimelig respekt og plads i verdens samfund af nationer og folk.
 
Jeg bryder op og vil på opdagelse i byen. Jeg skal ud for at finde Xenias  kappel på Smolensk kirkegården på Vasilje-øen. Det er let frost og der har været snefald over nattten. En flot vinterlig stemning er over million byen. Jeg tager Metro ud til endestationen og må på vandring gennem tæt bebyggede kvarterer for at finde frem til den forkerte kirkegård. Jeg må opgive at finde frem til Xenia  denne gang for mørket falder hurtigt over byen her mellem kl. 3 og 4 og jeg søger hjemad.
 
Måske skulle jeg gå en tur forbi Marinskij-teatret for at se om jeg kan komme ind til aftenens ballet. Det lykkes heller ikke for alt er solgt ud. Måske kan jeg have held med at få en plads ved at vente til forestillingen begynder; - for ofte er der billige billetter til salg udenfor teatret lige før forestillingen går igang. Jeg opgiver og driver videre gennem den nu stærkt oplyste bykærne.  Her er vildt smukt og fyldt med velklædte og glade folk i alle aldre. Jeg kommer forbi pladsen foran Erimitage slottet; - måske Europas smukkeste plads. Jeg går over til Capella; - den lille intime koncertsal for symfonisk musik ved siden af det store plads foran paladset. Jeg er heldig at få mig en billet  til koncerten som meget interessant rummer en opførelse af Launy Grøndals: Koncert for trombone og en opførelse af Paul Hendemits "Mathias -maleren". - Så det kom alligevel lidt kultur på aften programmet.
 
Russerne bruger de vinterlige  måneder til at opsøge koncert-sale og teatre på en egen og elskelig måde. Det er  de faste abonniners verden. Man skal ud at opleve sammen og her er et interesseret og vel orienteret publikum,  som man fornemmer elsker deres teater- eller koncert-sal. Her i Capella; - der er en af musikkens helt centrale gamle koncert-rum, gives der forud for koncerten i 20 minutters langs introduktion til aftenens komponistert, solister og dirigent for hele salen.
 
Efter 12 timer ude i byen og på benene er det med at komme hjem og hvile lidt ud, før en ny dag står foran en !
 
Næste dag er en søndag. Stadig let sne og temperatur omkring frysepunktet. Dejligt vejr og mange folk på gaden fra tidligt til silde. En millionby med sin helt egen stemning er lige foran mit vindue. Kuplen på kirken overfor mit hotel er belyst i morgenen, og fortæller på en egen vis den fortælling om genrejsningen af den russiske kirke som jeg har set i de 20 år jeg er kommet her. 
 
I gamle dage et forsømt og dårligt vedligeholdt sted med mangel på det mest elementære. Idag veludstyret og funklende med ikoner i guld og sølv. En hærskare af frivillige der hjælper de kirke søgende med deres ophold i kirken. I den russiske kirke er det almindeligt at man aflevere en lille liste med navne som der så bedes for i kirken. Måske laver man tilmed to lister. En for afdøde medlemmer af familien som skal bedes for. En liste for nu levende der skal bedes for. En præste modtager listerne og man betaler et beskedent beløb til driften af kirken herfor. I et hjørne af kirken modtager en anden præste troende som har behov for en kort samtale. En stor og blandt aktivitet er igang overalt ide kirker som jeg kommer forbi i dagenes forløb.
 
Det er bestemt at jeg iadg skal afsted med Igor til Erimitage museet. Tamara er svækket af forskellig helbredsproblemer og skal ikke ud i det vejr vi har idag. Derfor  må Igor være min ledsager. Der bliver også spændend at få lejlighed til at komme på to mands hånd med ham og måske få dele af hans livs fortælling.
 
Igor har gennem mange år været Tamaras ven og kæreste. Han er som hende født før krigen og har "Den store Fædrelandskrig" som en del af den personlige bagage. Således kaldes 2. verdenskrig her ilandet. Krigen siges at have kostet 28 millioner russere livet !
 
Igors far var i flåden før krigen og hans moder og ham sendes i sikkerhed  til Siberien, hvorfor de oplever. 11 af Igors familie der blev tilbage i det daværende Leningrad dør inde i byen under belejringern  af sult, sygdom, frost. Ingen dør som følge af kamphandlinger. 2 brødre i familien er soldater på Krim og deres koner med hver 2 børn tager ophold på Krim under krigen. Alle 8 forsvinder i krigens forfærdelige strøm. 
 
Sådan har mine ører måttet høre den ene krigsfortælling efter den anden under mine mange ophold i Rusalnd. Så får man en fornemmelse af hvoprfor ordet "MIR" = fred har en særlig klang i det russiske sprog og dannelse. For jeg er i et land der har en historie præget af krigens forbandelse, som intet andet i verden.
 
Efter krigen samles familien i Skt. Petersborg og Igor sendes til den første skole i Skt. Petersborg der har engelsk som først sprog i undervisningen. Senere læser han dansk på universitet her. Han arbejder i flåden som purser og får opgaver i det statslige turist-organisation: Intourist, hvor han arbejder med blandt andet modtagelse af udenlandske gæster. Endnu sent i livet er har han special opgave for et svensk-russisk selskab  hvor han  på direktionsniveau deltager i firmaets forhandlinger. Han taler inter-skandinavisk siger han.
 
Hans syn er nu stærkt nedsat og jeg må slå lidt med armene for at han  kan finde mig, når vi går rundt på det gigantiske museum, som er et af mine favorit steder i kunstens verden. Det er dejligt for en gang skyld at være her uden gæster, således at vi kun er to der frit kan tale om hvad vi nu skal se.
 
Erimitagen
 
Så her tilbringer vi et par glade timer med at genopfriske historier fra kunstens verden. Jeg vil f.eks. gerne vise Igor en meget dejligt billede malet af Peter Brughel af landsbybil i det flamske landskab i 1500-tallet. Et billede han kun kender fra bøger; - og som han aldrig har været forbi. De hjælpsomme og vidende kustoder hjælper os på vej og vi har mange spændende stop.
 
Om sommeren er her ofte et utroligt pres af de mange gæster. Tusindvis af russere og tusindvis af turister skal forbi Rafael, Leonardo da Vince, Rembrandt og hvad de nu hedder. Idag er der kun en stille strøm af meget velklædte russere; - unge som gamle. Enkelte bedagede turister som mig, - og også skole grupper på besøg i kulturens hovedstad i Rusland.
 
På museets findes den største samling af Rembrandts malerier udenfor Holland og jeg vil gerne forbi den afdeling og se på "gamle hænder". En af Rembrandts stærke sider er at tydeliggør hvordan at  vore hænder også fortæller "levet liv". Men de gamle hænder er her i vinter-sæsonen sendt på besøg  i Amsterdam; - men de vender tilbage til maj,  når turisterne kommer igen.  Også det eventyrlige billede af Rembrandts anden kone Saskia som blomstens gudinde Flora er sendt på genopdagelse i Holland. Så lige nu står hollænderne sikkert i kø for at se Saskia som Flora....for det er også bare et dejligt billede.....
 
Hjemme igen i Tamaras lejlighed skal vi igen spise russisk mad. Dagen før har Tamara kogt suppe af lidt kalkun ben oh lidt svine ben med grøntsager fint skåret. Hertil får vi kold skinke og lidt at det grønt der altid er på hendes bord. Dild, bladselleri, kørvel er der næsten altid i køleskabet.
 
Her på morgenstunden,  hvor jer har sat mig til at skrive min fortælling, må jeg linde lidt på døren, fordi en stor gruppe kinesere har fået logi rundt omkring mig. De er glade for at synge. Måske er det et kor på rejse; for der en en livlig sanglig aktivitet omkring mig.  Det er ikke hver dag man møder kinesisk sang. Så jeg lader døren stå lidt åben, selvom jeg sidder indenfor i mit nattøj; - men jeg ved at man godt må vise sig for en kineser i nattøj. For hos dem er det tegn på overskud og fritid at promenere i sit nattøj.
 
De minder mig om,  at når man kommer til Rusland kommer man togså ættere på Kina, man kommer tættere på Indien, og man kommer tættere på Tyrkiet. Tættere på en verden som er langt fra os i det danske. Og går du på et russisk marked eller i en russisk butik oplever du at varer fra disse store lande, er en del af verdenen her. på en anden måde end hjemme hos os.
 
Det oplever man også hjemme i Tamaras køkken ved at fødevarer hentes fra alle dele af det enorme russiske område; - og også fra områder der grænser op til Rusland. 
 
Det er trange tider i Rusland i disse år, men varer er der fra overalt på kloden. Søndag aften kl. 20.00 går jeg hjem mod mit hotel og kigger ind i en butik fra Colors of Beneton der har varer på udsalg. Her er en stille og meget aktiv  kundestrøm indtil butikken lukker søndag aften klokken 22. Måske skulle jeg købe mig en jakke på udsalg fra Skt. Petersborg ?
 
Sidste dag i Peter-byen.
 
Således er betegnelsen i Rusland mand og mand i mellem. Jeg skal op til Peter; - siger man når man rejser til Skt. Petersborg. Jeg skal forbi og hilse på på Det danske Kulturinstitut. Det er placeret ved Mojka-kanalen centralt i byen, nede ved siden af Vinterpaladset. Her er kommet en ny direktør. Forfatter og journalist Maria Tetzlaff er kendt for en række fine bøger om russiske forhold. Hun skal nu lede det lille hårdt arbejdende hold der formidler kulturelle forbindelser mellem Danmark og Rusland. Det er kun en uge siden at hun er tiltrådt, og den store oprydning er i gang, for nu er der kommet nye koste til!. Det bliver spændende at følge hvad der nu skal ske. Maria Tetzlaff har blandt andet redigeret og afviklet program på Louisiane gennem mange år, og er top kvalificeret til jobbet.
 
Rødbede-suppe = Borsch
 
Så står der nok engang på frokost hos Tamara. Hun er nu bundet til sit hjem på grund af rygproblemer og på grund af vinter, - så hun har tid til at lave mad på en måde som jeg ikke har set før. Denne dag starter med brosch; - den russiske rødbedesuppe. Du får opskriften her. Du køber lidt kød og ben hos slogteren  af det koger du en suppe. Du tilsætter lidt hel peper, lidt laurbærblade og lidt ingefær til suppen. Suppen koger i 2 timer. Du koger i en anden gryde 3 mellemstore hele rødbeder med skrælen på i ca. 1 time. Du tager rødbederne op og lader dem afkøle. Skrællen tages af og rødbederne rives på et fint råkost jern. Ligeledes rives 3 gulerødder. 
 
Ben tages op af suppen og kødet afspilles. Suppen fra to to gryder blandes med de revne rødbeder og de revne gulerødder og smages til salt og citron.  Kødet tilbydes ved siden af. Evt. suppleres lidt lidt kold skinke eller lignende; - hvad der evt. er i køleskabet. Nogle foretrækkereddike som supplement, andre kan ikke indvære sennep til skinken. God fornøjelse !
 
På vej mod Kulturinstitutet har jeg lavet en aftale med en gade-tegner at han skal lave et lille vinterprotræt. Han står ude i kulden og tilbyder sin service. Jeg har, - som de fleste glæde af at se på mig selv, og får fra tid til anden lavet sådan en russer-tegning. Også fordi at jeg ofte bliver det tilbudt som rejseleder. Kan tegneren få lov til at tegne mig; - så er der måske andre der vil købe en tegning. Nu skal jeg forbi og hente tegningen, som denne gang laves på baggrund af et foto som tegneren har taget mit sit degitale kamera. Det er blevet et fint billede, som der denne gang er bugt megen tid på; - i modsætning til de mere spontane tegninger, som de dygtige folk kan lave på måske 2 minutter. Hans kollega har også taget sig lov til at tegne. Jeg må betale 100 kr for den første tegning og 50 kr. for den næste. Så blev der også fordelt lidt købekraft til de lokale folk, - og det skal man altid tænke på når man rejser ! 
 
Kl. 17.30 afgår nattog til Riga fra Vitebsk-stationen og Platon; -  den yngre søn i familien skal følge mig på vej ud i det lette sne-vejr.Vi er i god tid og falder ned i stolen i ventesalen i den imponerende stations-bygning skabt i jugend-stil omkring år 1900. I Rusland hedder stil-perioden Modern; - og er tydelig mange steder i landet, fordi industrialiseringen briner stor rigdom til folk  indenfor fabrikation og handel. De bygger nyt i den stil de møder i Europa; - hvor det hedder "Libertad" i Italien, "Art Novou" i Frankrig o.s.v. 
 
Stationen her en en gemt perle for elskere af de mange fans af denne øsle periode. Vitebsk er navnet på banegården og navnet på en vigtig station på jernbane-linien. For mig er Vitebsk også navnet på Marc Chagall fødeby. Den franske maler havde sin en opvækst og ungdom i det russisk landskab. Født ude på landet i byen Vitebsk, som han forelsket for altid giver liv igen og igen i sine malerier og tegninger, - men som du også kan møde i de fine små erindringsbøger der fortæller om opvækst i det gammel-jødiske miljø i hans fødeby. Bøgerne var populære den gang i 60-erne og er stadig bøger jeg tager frem, når jeg skal varme mig ved Chagall livslange fortælling. 
 
Fra Vitebsk-banegården udgår også tog til blandt andet forstaden Pushkin; - Zarska Celo. Det er Aalborgs venskabsby i Rusland, og en by hvorfra mit møde med Rusalnd har sin begyndelse for mere end 20 år siden. Det er her et sommerpaladserne Katarina-paladset og Konstantin-paladset ligger. Ligesom sommerslottet i Pavlovsk kan nåes fra denne station.
 
En nat på en hård bænk...
 
Jeg har købt en billet i den billige katagori hvor der soves i køjer der er placeret 2 og 2 overfor hinanden. Yderligere to kan skåes op mod den brede gang. Ialt kan sove 6 gange 9 personer i denne rullende sovesal. Ialt plads til 54 rejsende plus den tog-stewardesse der har ansvar netop denne vogns gæster. Hun har blandt et lille udslag af slik, tandpasta m.v.  samt en stor vandvarmer der kan sikre os varmt vand til den te, der indgår som en vigtig del af al russisk samvær. Teen serveres i høje tykke glas, som er placeret i en metalhylster med hank, således at man ikke brænder fingrene. En billet til nattoget koster 360 kr. Du kan også købe plads i en luksus-udgave hvor der er plads til max. 4 i en kuppe. En sådan overnatning koster det dobbelte.
 
Det bliver 16 timer på en hård madras i selskab med to unge mænd fra Moldavien. De taler tilsyneladende et glimrende russisk, men er ikke til at nå indtil med tysk eller engelsk, men vi finder ud af det, og hjælper blandt andet hinanden med det papir-arbejde som grænse-krydsningen indebærer. Klokken 24.00 og  igen kl. 3.00 skal vi op og stå og hilse med grænsevagter og kontrolanter i en stille og venlig strøm. Jeg må blandt andet aflevere det rejse-dokument som man modtager når man rejser ind i Rusland, og som det er vigtig at man beholder i sit pas; - det viser at man er kommet gyldig ind; - og at man har gyldigt ophold; - men skal naturligvis afleveres igen når man rejser ud, således at det kan arkiveres. Så der ligger sikkert et sted i det russiske landskab de snart 50 rejse-dokumenter der fortæller om alle mine ind- og udrejse fra Rusland.
 
Da klokken er præcis 8.30 ruller vi ind i mørket på stationen i Riga. Banen er ført frem til den gamle bykærnes udkant og dermed utrolig fint placeret for et besøg i byen. Jeg finder mig hurtigt et beskedent hotel og bliver løst for min bagage, inden jeg skal ud i byen, for jeg har kun 23 timer at opleve Riga i.
 
Jeg benytter tiden til først at tage en tur med en bus med indtalt fortælling om byens historie, medens vi kører gennem centrale kvarterer. En god start på dagen. Ved kirkepladsen foran Domkirken aftaler jeg med Andris; - en  ældre lokal turist guide der tilbyder sig at han for 20 euro skal tage mig på en vandre tur i den gamle bydel. Det er en god investering for han taler i en strøm om de spændende huse fra Rigas rige liv som første en fremtrædende Hansa-stad, senere som en vigtig by i Zarens styre af disse vestloige dele af riget. Vi slutter af med en kop kaffe. Det er godt at komme indenfor i varmen for det fryser 5 grader, men luften er fugtig, så¨det føles som minus 10 grader. Så kan man godt få lyst til at komme inden for.
 
Efter nogen tid lister Andris af igen. Han skal se om han kan finde nogle flere fremmede som han kan lokke på en rundtur i gamle Riga. En pension på 100 euro og en søn i London; - det kræver ekstra aktivitet hvis at en rimelig levestandard skal opretholdes.
 
Det er Albrecht af Bremen som bestemmer at der skal være en by her på bakken ved floden. Det menet byhistorikerne her. Det er Albrechts plan at omvende de endnu hedenske folkstammer her til kristendommen; - i hans følge kommer de flittige handelsfolk fra Hanse-stæderne. Visby på Gotland, Riga og Nicny Nowgorod er deres største base i den østlige Østersø. Riga forbliver en tysk-talende by indtil fornyllig. Det vil sige at for ca. 150 år siden var Rigas overklasse tysk talende. I Skt. Petersborg var tilsvarende 1/3 tysk talende indtil 1. verdenskrig og revolution laver om på al ting.
 
Riga fremtræder flot og med megen nyskabt udstråling. Det gamle er sat i stand og møder vestlig standard her i hovedstadens centrum. Borgmesteren hedder da også Nils. Nils Usakovs er siden 2009 borgmester. Han har få dele af sin uddannelse  ved universitetet i Odense, og skulle tale dansk og svensk til husbehov. Han er af russisk herkomst, og det bekommer ikke det letiske flertal i nationen, så han er udsat for en hård mobning, men klarer tilsyneladende jobbet så godt at han nyligt er blevet genvalg.
 
Det går tilbage med folketallet i Riga og i Letland; - og det er ikke godt. Byen Riga har over de seneste 30 år mister ca. 20 % af sit indbyggertal. Nu er der kun ca. 800.000 tilbage i byen. Engang var der tæt på en million der ville bo her. Andris, der viser mig rundt fortæller da også med en smule bitterhed at hans søn har valgt at blive i London, hvor han fik dele af sin uddannelse. I England er der flere end 100.000 unge letter der har fundet et nyt hjem. I norge ca. 40.000. I Danmark tæller vi 16.000 gæster fra Letland på langstidsophold.
 
Det kaldes i debatten ofte for "brain-drain". Det er de unge, de initiativ rige og de skarpe hjerne der opsøger udfordringerne udenlands. Det duer jo ikke for et land, men er typisk for en helt række lande i øst: Ungarn er hårdt ramt, Poland beder folk komme hjem for det mangler arbejdskraft hjemme. Også de to øvrige baltiske stater: Litauen og Estland lider hårdt over en befolkning der er i aldring og en befolkning hvor mange unge søger ud, - og ikke vender hjem igen.
 
Så er det godt at de har en stor eller lille gruppe russere, der ikke har lyst til at tage på eventyr tilbage til deres gamle Rusland. De ved godt at her er økonomisk forhold dårligere og mere usikre. Det politiske og menneskelige klima er også af en anden karakter. Den personlige sikkerhed er mindre. Så er det trods alt bedre at blive her i Baltikum; - selvom man skal tåle at blive set lidt ned på og må arbejde sig frem.
 
Halvdelen af Rigas befolkning er af russisk afstemning. Mange har været her i flere generationer, men de fleste er kommet hertil i Sovjet-periodens 50 år.
 
Jeg få skaffet mig en billet til en forestilling i Operahuset. En fantastisk bygning fra omkring år 1900. Her var komponisten Richard Wagner en kort overgang direktør. Der er et stort og sammensat program af opera og ballet. Denne aften er det en forestilling for de yngste: Snehvide og de 7 små dværge; - opsat som ballet i en ny produktion der tager tidens tonesprog og rytme og al teknik i brug. En stop fyldt plads, - men alligevel muligt at finde en enkelt pladsoppe under loftet. Den koste beskedne 40 kroner og det giver jeg gerne ud for at opleve familie-livet sådan en aften i det fremmede.
 
Det var et teater af den gode gamle russiske type med god palds i foyer til samvær inden forestillingen og i pausen. Rig på store trapper der giver nem adgang. En teater-type som jeg kender så godt fra mine mange besøg i Skt. Petersborg og Moskva. Så det var ganske sjovt at opleve den russiske indflydelse også her.
 
Med bus til Vilnius
 
Det slider lidt på kroppen at være afsted og på farten. Så er det godt at møde en god seng når man igen skal tidligt afsted. Det er mørkt og klokken er 7.30,  da Eurolines luksus bus kører afsted fra Riga til Vilnius. Entur på 4 timer der koster 15 euro. Den flotteste  og mest veludstyrede bus jeg hidtil har kørt i til dato. 
 
En af mine ynglingsforfattere; - Herman Bang rejste på besøg til Skt. Petersborg fra Helsinki. Han beskrev landet således: "Rusland er et fladt og dumt land".
 
Måske mente han at der ikke skete så meget. Fladt er det ihverfald næsten helt ind til Ural....og der sker heller ikke så meget. Skov og søer og landbrugsland i pletter. Her ude mod Østersøen er landet også fladt og fladt og fladt....
 
Landbrug er der overalt. Så kommer der lidt skov. Nåleskov og birk. Så er der igen disse små husmandssteder der ligger spredt over markerne. Så igen birk og gran. langsomt lysner det og bliver mere og mere tydeligt, men stadig det sammen. 50 % af Lithauen er skov.
 
Vi er fremme lidt før planlagt ankomst, for vi har haft gode forhold på de nye veje og er kommet hurtigt frem. Der ikke mange med bussen. Nogle lidt ældre damer, unge mennesker på farten, og også et dusin unge mænd af mellemøstlig type. Måske en gruppe arbejdere på vej fra et job til et andet. Manglen på arbejdskraft er stor her. Fremmed fjendtlighed som hos os i højkurs på den politiske arena, medens arbejdsgiverne taler stadig højere om behov også for adgang til arbejdskraft der kommer udenfor EU. 
 
Jeg får  taget mig sammen til at spørge de unge piger der passer mit hotel i Violnius hvad man så får i løn for sådan en vågen nattevagt på 12 timer på et hotel i Vilnius. Med tillæg for nattavagt og det hele giver en vagt på 12 timer en løn på 30 euro. Altså en timeløn på ca. 20 kr.
 
Det hører med til historien at den unge studerende var godt tilfreds med betalingen. Det var efter overenskomsten og på laveste sats, men et godt supplement at have 6 sådanne vaget i løbet af en måned.
 
Måske forstår man godt at det kan være spændende at tage et job for en periode hos MacDonald i Aalborg og få enløn der er 5 eller 6 gange så stor. Man kan jo altid tage hjem igen....
 
Vilnius er ikke Riga. Riga er ikke Skt. Petersborg. Hvert land har sin historie og hver by har haft sit liv. Vilnius er for mig et trist kapital i den nyere europæiske historie. En by hvis fortælling bringer mig stadig sorg når jeg møder den.
 
Jeg mødte en del af byens fortælling i et fly på vej mod Israel, hvor jeg tilfældig kom til at side ved siden af en veltalende og sympatisk mand fra Vilnius. Han introducerede mig til "Det lille Jerusalem". 
 
Engang var Vilnius den vigtigste by i det stor jødiske samfund i Øst-europa. I det område vi idag kalder Polen, Ruslanmd og de baltiske lande. I Vilnius var der ca. 100 synagoger, og nogle af de mest centrale dannels-institutioner for den jødiske tradition. Det satte Adolf Hitler og hans medkæmpere en brutal afslutning på.
 
Vilnius var befolket af polsk talende folk, af russisk talende folk og af jøder. På landet levede bønderne der mestendels talte litauisk. Det samme gjorde en lille loakl overklasse og kirkens folk, der var forbundet meningheden der primært blev udgjort af bønder.
 
Du finder et interesant billede deraf i Rachlins bog "16 år i Sibeien". Her fortæller den gamle Rachlin, der var født i en jødisk handelsfamilie. Hjemme talte de russisk. Han havde en tysk barnepige, der lærte ham tysk. Men tidligt havde han haft en litauisk amme. Litauisk fik han ført lært af studie kammerater da han var under udannelse på universitet i Leipzig. Han talte: Jiddish, russisk, tysk, engelsk, litausk og dansk.
 
Den fine bog om familiens Rachlins livsrejse er blevet en af mine favorit-bøger. Den fortæller stærkt om menneskets kræfter når der er sammenhold og kærlighed. Om Europas forandringer i de seneste 100 år, men også stærkt om det vanvid vi mennesker er i stand til at bringe over hinanden. Facismen og kommunismen blev sært på samme tid 2 ideologier der forførte mennesker og gjorde dem til bødler.
 
Vilnius var også  bødlernes arena. Jøderne blev samlet i den lille og den store ghetto. 40.000 mennesker fra alle samfundslag i by og på land. Her gik døden i møde. Som overalt anført af tyske facister, men med en række af villige lokale sympatisører som begejstrede håndlangere. Litauen var ikke i stand til at beskytte sine jøder!
 
Efter krigen gør russerne rent bord ved at deportere de polske folk for byen og Vilnius bliver for første gang en Litauisk by igen,  efter flere  hundrede år som en af Europas mest blandede byer med tysk, posk og jeddish som hovedsprog.
 
Da Napoleon på sine gamle dage igen vil gøre sig til verdens-hersker i Europa,  kommer han til Vilnius. Han kalder byen for "Nordens Jerusalem". Napoleon havde været forbi Jerusalem på sit ungdoms hærtog til Ægypten og Palæstiona. Han vidste hvad han talte om. Han blev i byen i 18 dage omkring midsommer. Det fortælles at han  blev overrasket over det Middelshavs præg og  stemning der var over byen med de 100 synagoger. Det var i 1812 at Napoleon gjorde holdt i byen.
 
De mange jøder i Vilnius har baggrund i den litauiske hertug Gediminas (1275-1341). Han ønskede at opruste sit rige med mere kyndige folk og lokkede med tros frihed og skatte frihed til fremmede. Arabiske folk og jøder var blandt dem der kom til, og byen var i århundreder kendt som et sted hvor folk var dygtige håndværkere og kyndige på mange felter. Mange kunnde tllmed læse. Således blev betegnelse "En Vilner" et slang for en mand der kunne læse og skrive; - og bar kundskab!
 
95% af jøderne i Lithauen blev udryddet eller døde som føle af Hitlers vanvids ideer om at rense verden efter hans egen indskrænkede målestok.. De udgjorde ialt ca. 200.000. Familien Rachlin; - sam mange vil kende ved deres søn Samuel Rachlin, var blandt de "særligt udvalgte", der blev deporteret  i krigens første fase. De blev sendt til Sibirien af Stalins håndlangere, - og havde held og dygtighed til at overleve.
 
Måske er det en ide at fordybe sig endnu en gang i den jødiske fortælling i Øst-europa...Bogen fra familien Rachlin er stadig en mild gave til os. En bog der leder til eftertanke.
 
Nyt og gammelt
 
Busserne i Vilnius er noget gammelt skrammel. Meget i Vilinius er noget gammelt skrammel. Naturligvis er hovedgaden i ldet nye lands hovedstad sat fint i stand. I nat blev den tilmed helt ryddet for sne. Indtil midnat gik mænd og skrabede det sidste sne sammen. Måske skal der være parade af en slags i morgen.
 
Gå du blot 15 meter ind gennem en gamle port i hovedgaden ,  kommer du til baggårde, der her kan være store og dybe,  med mange bygninger bag hinanden. Her møder du spor af sovjet-tidens forfald. Tiden der har stået stille, - og du  fornemmer at meget stadigt blot har fået lov til at være. En tidsblomme under afvikling og forandring. 
 
Udenfor det gamle centrum ligger kvarterer fra Sovjet-perioden. Kvarterer fra efter at landet igen blev selvstændigt. Meget nyt er bygget efter moderne målestok, og en ny nation kan tydeligt ikke nå alt.
 
Her oppe på hovedgaden ligger Det nationale dramatiske Teater. En stort teater  af den type man kalder et repetoire teater. Hvor en række forestillinger er på program, og veksler på scenerene over år og måneder, indtil de sættes på pause. Et teater der arbejder som vort Det kongelige Teater. Her er lokalt drama skrevet af folk med vanskelige navne på programmet, men også Moliere, Bergmann og Ibsen er sat på  programmet i denne sæson. Et imponerende program var udbudt. I en baggade fandt jeg tilmed et teater, der netop havde haft premiere på Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte.
 
Det nordiske fylder ikke blot på teatrenes programmer. Også i handelslivet er det nordiske tydeligt. En meget udbredt kiosk-kæde i såvel Riga som i Vilnius hedder f.eks. Narvesen.
 
Narvesen fik omkring år 1900 lov til at drive handel ved de norske jernbaner i hele det langstarkte land. I 2000 tog købmanden Reitan over. Det er den driftige mand der også ejer Rema  kæden i Danmark. Han driver netop nu 370 små  og store kiosker i Norge, 260 i Litauen og 249 i Letland. Alle kioskerne bærer det fine og her fremartede navne: Narvesen. Det samler åbenbart kunder!
 
De norske, svenske og danske banker er meget aktive her.  En stor del af bank virksomheden her,  er knyttet op til nordiske stor-banker. Hermed fornyes blot de handelsbånd som siden vikingetid har knyttets folke-stammerne her til de nordiske folk. Danske Bank har indenfor de seneste 2 år ansat 600 mand i Litauen og flyttet halvdelen af deres IT afdeling til landet. Et land  med nogle af Europas laveste lønninger. Det er sikkert godt nyt for de der er aktionærer i Danske Bank!
 
Den første taxa jeg tillod mig at køre i her mod øst. Det var en 30 år gammel Volvo herreggårdsvogn. Det rumlede fint afsted til en opskruet pris. Jeg måtte betale 10 euro for at komme ned i byen Vilnius, hvor jeg havde betalt 15 euro for at komme fra Riga til Vilinius. Men  der er sans for biler her hvor bilerne er større og nyere end hvad vi ser hjemme hos os. 
 
Vor mand i receptionen her mente at jeg havde fået en ublid behandling af min taxa-chauffør, og lovede at jeg kunne køre tilbage til stationen og tilmed helt ud til lufthavnen for 1 euro. Således undgår selv en erfaren rejsende ikke at blive taget ved næsen; - igen og igen. Men Litauen vil for altid for mig være forbundet med at jeg blev snydt af en fræk taxa-chauffør i en udslidt Volvo.
 
Inden jeg skal flyve med Norwegian hjem til Aalborg  via Oslo og København når jeg lige forbi resterne af middelalderens befæstning i Vilnius.
 
Bag Katedralen er genopført det gamle slot og i kælderen er en flot historisk udstilling som er meget national i hele sin nye fortælling. Engang var fyrstedømmet Lithauen en mægtig spiller på den europæiske scene. Ved dygtigt lederskab fik fyrsten udvidet sit område til at strække fra Østersø til Sortehavet. Senere blev landet trængt af polsk, russiske og tyske kræfter. I lange perioder var landet helt forsvundet fra Europas bevægelige landkort. For 100 år siden genopstod landet for en kort periode fra 1918 til 1940. Her kom en kort russisk besættelse. Derpå en 4 år lang tysk besættelse. Så næsten 50 år med Sovjet som en overherre over alt litauisk. I 1989 genopstår så et frit Lithauen.
 
Et land med en meget bevæget nyere historie . Et land også med en bevæget hiostorie gennem flere hundrede år. Et land med en historie ganske anderledes en vor. Så anderledes at den kan være svær at forstå for en der kommer udefra. Fra et sted hvor landet på mange måder har lagt fast og bestået i tusind år.
 
Jeg skal nå min bus for at komme hjemme. Bussen koster ganske rigtig 1 euro og bringer mig skrumlende frem gennem forstadskvarterer af mere ydmygt udseende. Forbi et blå-gult vidunder. Også her fører IKEA sig frem i al varehusets vælde. Lufthavnen er lidt større end vor hjemme i Aalborg, med cirka det samme antal afgange.
 
Her møder jeg flokken af unge litauere der er på vej tilabge til deres job i service-sektoren i Norge efter en kort ferie. En del har medrejsende små børn der har hjemme for at hilse på bedsteforældre i det fremmede land, der engang var deres forældres udgangspunkt.
 
Et tydeligt billede på landets sammensatte historie netop. Kapitlet hvor op mod 1/4 af landets unge udnyttede muligheden til at finde et andet sted at leve deres liv. Det er et hårdt udgangspunkt for at sikre også velstand i det nye gamle land.
 
En engelsk sproget avis om forhold i de baltiske land fortalte det på denne måde: "Litauens befolkning, der er faldet fra 3.7 millioner i 1989 til 2.88 millioner i 2017 , forventes i heldigt fald at være 2.5 millioner i 2050."
 
Hvilket i mine tal-øjne betyder, at de kvinder der er tilbage i Litauen , skal mere end fordoble deres reproduktion, hvis at det for alvor skal gå fremad. Det bliver ganske vanskeligt også fordi at det i høj grad er kvinderne der søger ud; - og mænd der lades tilbage...
 
 
 
 
 
***
 
 
Mit rejse-liv begyndte med rejser til Rusland; - som jeg har besøgt flere end 40 gange med gæster for Albatros Travel og Gislev Rejser...
 
Først rejste jeg med bus til Skt. Petersborg gennem Sverige og Finland. Derpå med fly til Moskva og til Skt. Petersborg for Gislev Rejser.  En rejse der var min hovedbeskæftigelse som rejseguide i 5 år. Op mod 1.000 gæster har været med mig på denne tur. 
 
I regi af Vitus Rejser gennemføres  stadig flod-krydstogter  i Rusland. De kan varmt anbefales,  som en god introduktion til Ruslands 2 største byer; - og også en rejse hvor du møder det landlige Rusland ved sejladserne. Nedenfor finder du lidt info om mine Ruslands-oplevelser.
 
Ovenfor kan du se 2 flotte sporvogne fra Lissabon. Netop hertil går årets første rejse i Påsken 2017. Du  kan også her på denne  side finde en  omtale fra et tidligere besøg i netop Lissabon. Lissabon er en rigtig fin by at besøge. Den har en struktur i det indre som gør det nemt  at være gæst og opleve en grad af overblik, - så man føler sig tryg. Dertil fine oplevelser og god service. Du kan fint sætte Lissabon ind i dine rejse-planer.
 
 
****
 
 
Lidt gammelt rejse-stof kan måske også være spændende....
 
 
 
 
Her har du Blodkirken i Skt. Petersborg i bagrunden. Foto er taget ved den poetiske fodgængerbro over Mojka-kanalen i det centrale  Skt. Petersborg. Her bor min veninde og samarbejdedspartner gennem mange år: Tamara Pashokova og hendes familie i en typisk russisk familie-lejlighed. Tæt ved broen ovenfor. Dem besøger nogle af mine gæster på vor rejse på en "Aftentur til Tamara!".
 
For mange er det rejsens største oplevelse at komme indenfor i de små stuer. Du møder også andre af mine russiske venner på rejsen med Gislev Rejser. Der findes en lille gruppe dansk talende personer i Rusland. Ofte universitets uddannede guider fra Sovjet tiden. De er os til stor hjælp og gør at vi kan få fine oplevelser,  og kontakt med "den lokale fortælling".
 
Gennem flere end  10 år har jeg fået lov til at afvikle sådanne rejser,  der bringer vore gæster til Moskva og Skt. Petersborg. En meget solid og travl Ruslands-rejse, som forudsætter et godt bentøj og appetit på at opleve!
 
På denne rejse møder vi også Galina,  som er vor guide i Moskva. Hun har i en menneskealder været vært for danske; - høj som lav i vort hiraki. Fra Knud Jespersen til Poul Schlütter! Hun er en oplevelse som næsten er rejsen værd!
Tamara og Galina er begge akademisk uddannede tolke i dansk fra Universitetet i Skt. Petersborg. Folk med stor viden om russiske forhold, - og med stor viden om og kærlighed til os danske.
  
 
 
Med Galina på besøg i klosterbyen Segei Possad.
Galina er oftest vor   guide i Moskva; - og er
som de øvrige guider dansk-talende. Tilmed en
energisk, vidende og behagelig person at møde!
 
***
 
 

 

Holder du af sporvogne så må du til Lissabon.

Her er de mest fantastiske oplevelser at få for en femmer !

 

På rejse til Lissabon.

En rejse-fortælling... fra ultimo januar 2014

En torsdag sidst i januar forlader vi Solgården ved midnatstid for at tage den lange togtur til Kastrup Lufthavn. Her skal vi kl. 7.00 om morgenen gå i et fly med retning mod Lissabon. Vi har sne og kulde hjemme, og lander efter 3 ½ times flyvning i et solfyldt Lissabon med temperaturer omkring de 10. grader. I løbet af eftermiddagen sniger termometret sig op på 16-17 grader. Vi nyder at sidde i solen og få en kop kaffe, og Lars kan tage den svære trøje af og gå lidt i skjorte-ærmer.

 

Lissabon kan være en svær nød at knække på kortet, - de mange områder med den forskellige historie. De små kvarterer kravler op og ned af høje og dale ned mod Tajo-floden. Når man er fremme hjælper det lidt at komme ud og gå i det, og få lidt retning og størrelse på det hele.

 

 

 Udsigt over tagene i Lissabon...

Først går vi lidt galt, men finder så frem mod centrum og pludselig sidder vi i den omtalte sporvogn nr. 28. En lille en af slagsen, med plads til 20 passagerer i sæderne. Nu går det ellers op og ned af de til tider meget snævre gader og ud på flotte boulevarder. Op og ned på en forvirrende, smuk og fascinerende tur. Fremad gennem gamle og nyere kvarterer. Hist og her snævre udkig mod floden og landskabet. En fantastiske introduktion til byen, som placeret på 7 høje eller små bjerge/bakkekamme.

 

Vi går derpå fra centrum op ad og hjem mod vort hotel, hvor vi nu kan komme ind på vore værelser og få os et tiltrængt hvil ovenpå en lange rejsedag. Bente har tilmed bestilt et udsigtsværelse med en beskeden balkon med sol stol. Velegnet for en ryger. Omhu i planlægningen ! Pris for et fint dobbeltværelse ca. 650 kr. pr. nat incl. morgenmad.

 

Fredag er dagen for den store by-rundtur for at få lidt styr på byens geografi. Vi er blevet glade for at tage disse storby-busture der bringer os forbi de væsentligste steder, og giver mulighed for at stå af og på. Det kan godt være en lidt langsommelig affære, men giver overblik, og tilmed får man den lokale fortælling som kommer ind i ørene ved en professionelle formidling, som fortæller historiske facts, som det kan være godt at få repeteret. Formiddagens tur gik ud til Belem og op i byen forbi Zoologisk have og Gulbekians berømmede museum.

 

Ved middagstid havde vi sat Connie Malek stævne. Hun skal hjælpe os som guide når vi til maj kommer tilbage med en lidt større gruppe på Lissabon-besøg. Hun har i mange år arbejdet som guide ude på Madeira, men er nu flyttet til fastlandet og arbejder med danske og norske grupper. Godt at få en række lokale råd, - og have en dansk-talende guide i baghånden til at hjælpe.

 

Eftermiddagens tur med bus gik så ud til det område i øst, hvor der for år tilbage blev afholdt Verdensudstilling i Lissabon. En voldsom og også lidt uskøn oplevelse. Opmuntrende var det at se, at de lokale var i gang med at hyppe bede op til kartofler. Foråret var i anmarch og der var aktivitet i de primitive koloni-haver, som fattigfolk havde fået klemt ind hvor der nu var plads. Vi endte inde på den centrale plads, hvor Bente nød en capucino og Lars prøvede sig frem med et glas portvin. Kaffen her er i den arabiske tradition…lille og koncentreret, og de har ikke endnu fået lært at lave det tynde sprøjt, vi hygger os med. Derfor er det mest vellykket at bede om en capucino!

 

 

 

På vandretur i det gamle kvarter Alfama.

Så skulle vi på opdagelse op i Alfama-kvarteret for at opsøge St. Jorge slottet eller fæstningen på toppen af bjerget. Det gik også fint med at finde det; - det handler om at gå op ad. På vej mødte vi mange spændende oplevelser: Ud over en lille strøm af de charmerende små sporvogne, fandt vi pludselig en fin souvenirs butik der var indrettet i en flot gammel hestestald, - med muret hvælvet loft, og et gammelt flot sten inventar fra heste-tiden. Fæstningsbyen og fæstningen er et miljø af enestående karakter. Her var stille og halvkoldt, og god plads sådan en januar-dag. Med lokalt liv og nogle få turister på kig. På vej ned fik Bente klippet enderne af det lange hår, så hun nu igen kan se ud til verden. En anden af vore rejse-traditioner er at vi forsøger at få os en klipning; - for her er der ofte egne lokale oplevelser at få !

 

Så ville vi opsøge Luso; - en Fado-hus som vi havde fået anbefalet. Fado er en lokale sang- og musik-tradition, hvor oftest en kvindelig sanger bringer os til et rum fyldt med melankoli og længsel…Det var ikke nogen nem opgave at finde frem. Med hjælp fra politi og en venlig mand lykkedes det os at finde stedet på toppen af en af de andre af byens syv høje. Så fik vi styr på det, men udsatte deltagelsen til at vi kom tilbage til maj. Her var en fint show og plads til grupper og for en pris af ca. 50 euro får man spisning, drikkevarer og show. Så det må vi prøve med vore gæster.

 

Så listede vi godt overtrætte i fødder og hoveder hjem til vore senge, medens byens hjemløse gjorde klar til nok en nat udendørs ved de fine butikker langs hovedgaden. Hvis de da ikke var i gang med at tjene en euro ved at hjælpe folk frem til en parkeringsplads….som der altid er mangel på i de store stæder. Her var ikke mere synlig fattigdom end som man finder i andre europæiske storbyer nu om stunder. Her er det værste møde vi har haft uden tvivl forholdene i Rom. På vor europæiske skala for synlig fattigdom placerer Lissabon sig pænt mellem København og Rom. Måske er fattigdommen i København mere synlig end i Lisabon!

 

 

 Så har vi lejet os en lille Smart-bil

 

Sintra – et jordisk paradis !

Lørdag morgen stod der en lille Smart-bil og ventede på os nede ved receptionen. Vi havde sat en tur til Sintra på arbejdsplanen. Oppe i bjergene, en snes kilometer uden for Lissabon er et meget berømmet område med slotte og flotte pragtboliger. Et historisk område som der valfartes til. Heldigt for os er vi her i en meget stille tid, og det er regndis og januar-køligt, så vi har veje og gader i Sintra næsten for os selv. Her er sikkert mere end hektisk, når turistbusserne for alvor kommer ud at køre.

 

H.C. Andersen var her på den rejse til Portugal som han foretog i 1866. Det kom der en fin bog ud af, som med stor udbytte kan bruges som en introduktion til det Portugal der var dengang, men også som en fordybelse af vor store landsmænds sammensatte personlighed, og hans formidable karriere i hans samtid. Henrik Wiwel har udgivet en lille bog som fortæller mere tidssvarende om hvad vi netop nu kan se på disse strøg. Begge bøger var med i rejsebagagen og kan være fint foder til den læse-sultne! Det var H.C. Andersen der gav Portugal stemplet ”Det jordiske paradis!”

 

Efter vor vandring i Sintra tog vi på vildveje i vor lille Smart-bil op i højder. Her kan 2 biler ikke passerer hinanden, men man må bakke tilbage for at holde ind, når man i hårnåle-sving møder en modkørende. Vi stødte ind i et lille lørdags-marked i et vejkryds, hvor lokale bønder kom ned med deres små traktorer og solgt at markernes udbytte. Her er rigelig af såvel regn som sol, så her kan man høste 2-3 gange på de små jordlodder, der klistrer sig op af de små bjerge. Et flot udbud af grønsager og frugt. Marmelade, oste og pølser var til salg. Vi fik vist vejen vi søgte, ud til Cape de Roche, hvor landet forsvinder ud i havet, for først igen at dukke op, derovre hvor det hedder Amerika! Det euro-asiatiske kontinents vestligste punkt. Her var forblæste og barskt og smukt. Som ved Maarup Kirke i Vendsyssel. Blot falder landskabet here mere end 120 meter ned. Og Atlanten buldrer i bunden.

 

Så gjaldt det om at finde tilbage til Lissabon, måske kunne vi finde det vej hvor James Bond og hustru i den gamle film ”Cassino Royal” kører langs kystvejen med dens strålende udsigter og glamurøse hoteller. Det går, - som bekendt galt for fruen, og hun dør, og siden da har James måtte klare sig med løse kvinde-bekendskaber !

 

Næste opgave var at finde et godt sted at spise med vore maj-gæster. Vort hotel er i en af disse moderne hotel-ghettoer, hvor almindeligt liv er skubbet til side. Indkøbsmuligheder er begrænsede og hygge – cafeer en mangelvare, fordi at beton og stål dominerer, så almindelig jævn aktivitet har vanskelige vilkår, men vi fandt et beskedent spisested tæt på. Her var ganske tomt kl. 20.00; men efter at vi fik sat os på vinduespladserne ud mod gaden, dukkede de hungrige hurtigt op, og snart var det lille spisested et hyggeligt sted. Her var også koldt, så alle beholdt deres lette jakker eller frakker på. Central opvarmning som er gængs hos os, er ikke noget man arbejder med her, hvor solen det meste af året er en stabil partner.

 

Jeg fangede et lille r

 
 
 
 
Lars Bang Jensen  | bangforlag@gmail.com