B
  

Rejse til New Zealand

 
 
Engang i gamle dage tog Bente afsted på en rejse rundt om jorden. Den bragte hende til Canada og til New Zealand. Begge steder skulle hun arbejde for bønder, men også holde fri og opleve sammen med andre unge. Bag dette projekt stod IAEA; - International Agriculture Exhange Association. Nu hedder det Agri-adventure; - men arbejder på samme måde, med at give unge en mulighed for at opleve ved at arbejde med landbrug.
 
Bente fik arbejde på en korngård i Canada og hjalp med at klippe får i New Zealand. Nu skulle det smukke land mod syd genopleves. Lars fik lov til at komme med. Vi ville opsøge gamle venner fra dengang, - og nogle af de unge der havde været forbi vort lille husmandsted i Svenstrup: Solgården.
 
 
 
 
På vor vej gennem landet besøgte vi blandt andet Mike Hill som arbejdede hos os da vore børn var små. Det skete også som et led i hans rejse med IAEA, hvor han på samme vis var 1/2 år i Canada og derpå 1/2 år i Danmark. Vi dyrkede dengang kartofler og havde fedekalve. Så han hjalp i mark og i stald,  og var også ferm på fingrene til mange andre små projekter.
 
Lige nu var Mike i et vadested i hans liv. Hans forældre var begge døde indenfor kort tid, og han og hans 2 søskende skulle finde frem til en måde hvorpå gården kunne videreføres. Det havde sin vanskelighed,men gik fremad...
 
Gårdens historie var spændende at møde. Da Mikes far kom hjem fra krigen, hvor han havde fløjet Hurricane-maskiner fra England ind over Tyskland, var området her netop blevet gjort klar til udstykning, og han var heldig at vinde en lod jord. Det var hegnet, men rå jord der skulle bringes i kultur. Stykket var på ca. 100 tdr. land. Her boede han så de første 6 år i et gammelt 12 mands militærtelt, medens der blev opbygget en besætning, og der blev sat skik på det ene og det andet. Så byggede han sig et hus og kunne få sig en kone og dermed  familie. Teltet opbevarede de stadig på gården som et klenodie.
 
Senere var der købt mere jord til og der var nu ca. 150 hektar og plads til 300 køer i den fine karusel-malkestald som Mike og hans far havde fået bygget for ca. 15 år siden. Netop nu var malkestald og jord lejet ud til en mand. Mike gik så lidt til hånde og udbedrede hegn m.v. Det var planen at han og hans søster snart skulle overtage ejendommen og drive den sammen. Måske skulle en nevø køres i stilling til at overtage på sigt.
 
Den mand der netop nu malkede på gården, passede også en anden gård , - og var dertil "sharemilker" et tredje sted. Ialt havde denne mand, - der oprindelig kom fra Schweits, men havde fundet større græsgange her,  kvægbrug  3 steder, -  med et kohold på ca. 1000 køer!
 
 
 
 
Mike tog os med ud i skoven. Et sted der ikke var afmærket på nogen måde som en attraktion. Her plejede han forældre at tage børnene med ud når det blev fredag. Den vulkanske undergrund sendte varmt vand op gennem sandet og det blandede sig med det lille flodløb. Rigtig dejlig veltempereret vand, som var rart at bade i. Et sted var opstået et mindre vandfald som man kunne "bakke ind i", -  hvis man havde mod på noget sådant!
 
Man skulle passe på ikke at få hovedet under vand, for der kunne optræde en bakterie i det varme vand som kunne slå sig på hovedet, hvis at den kom ind gennem ens ører. Det var ikke ufarligt, så jeg måtte kæmpe med min trang til,  altid at skulle have hovedet ned i vandet!
 
 
Vi kom også forbi en by der hed Nelson. Her boede Anders Espersen. Han er storebror til min klassekammerat og ven Søren Espersen. Ja, - ham med de ekstreme højre synspunkter!
 
Her ser du ham sammen med hans kone Joan foran det fine lille hus i en forstad til Nelson. Det blev et rigtig dejligt møde, fordi vi havde meget at tale sammen om. Anders fortælling kunne måske gøres kort sådan:
 
Han havde som barn været en meget selvstændig ung herre der gerne ville gå sine egne veje. Hans far, - der var vor skoleinspektør, og dertil et meget dejligt og  oplyst menneske, ville sende den førstefødte ind på den fine Klostermarksskole i Aalborg,  så han kunne blive en dannet mand, men Anders ville det anderledes.
 
Han ville ud til det rigtig liv på landet. Det fik han så lov til. Så som 12 årig blev han hjordedreng  hos Emborg i ude husmandskolonien syd for Svenstrup. Fra 1. maj til 1. november boede han på gården og hjalp om morgenen i stalden, trak køerne ad hovedvejen ude til markerne i engen (hvor vi nu har vore hereford kreaturer til at gå). Derpå hjem tilbage til gården. På nakken af  cyklen og i skole. Hver eftermiddag tilbage på gården. I engen for at hente køer  til aftenmalkning o.s.v. Et raskt liv som Anders nød i 2 år,  hvorefter han så blev karl på gården på heltid.
 
Skolen trak dog lidt i ham, for hans søstre gik på den fine skole inde i byen og fik lært ting og sager, som Anders også havde lyst til at snuse til. Så han tog på Briers Kursus i Aalborg og fik en præliminær eksamen inden militæret kaldte. Under Ungarn krisen i 1956 var han på kasernen i Odense. Der blev udleveret skarpe skud. Skulle Europa i krig igen?
 
Europa var fattigt og usikkert efter krigen, og det blev tilbudt at man kunne få fri rejse ud og hjem  til New Zerland fra Glasglow,  hvis at man bandt sig til 2 års arbejde. Det var et godt og spændende tilbud som mange overvejede dengang. Anders slog til og tog afsted. Året var 1958.
 
Her fik ham arbejde først på et savværk, derpå uddannelse som psykiarisk sygeplejerske, for det havde  man  hårdt brug for også dengang. Han var en kort tur i Australien inden han efter en periode som forsikringsagent, slog sig til ro sammen med Joan, - der også var sygeplejerske. Det blev til 30 års arbejde indenfor det psykiatriske felt. 
 
Der var mange spændende  felter i vor samtale: Et konfirmationsbillede blev fundet frem. Her hed præsten Børge Roesen, - der også konfirmerede Søren og jeg. En god præst som vi havde i mange år, og som for mig og mange blev en prototype på hvordan en rigtig præst skal være. 
 
Med på billedet var også Anna Søholm Larsen, - min mor kusine og vi fandt også Kresten Hald. Som stadig går rundt oppe i byen og hygger sig. En god ven som plejede at komme forbi når vi skulle have skilt en gris af på en mere professionel måde! Anna bor såmænd på Frederiksberg, når hun ikke er ude ved Indonesien, hvor hun pa grund af hendes gigt trækker hen til hendes lille "sommerhus" når det bliver koldt her! De er alle tre omkring de 76 år.
 
 
 
Her er pigerne ude at samle æg kan du nok se. Vi er på Sydøen hvor Bente hjalp med at klippe får for 39 år siden. Hun boede hos Elaine og Tobby. De er flyttet ind til byen nu. Hun er en rask dame der møder ind i den lokale Superbrugs og bager frisk brød til folket. Starter kl. 4.00. Når hun kommer hjem har hun blandt andet de 400 høns at hygge sig med. Det duer ikke det der med at sidde stille!
 
De fik sig en overraskelse da Bente ringede og inviterede sig selv på eftermiddagskaffe, for vi havde bestemt at vi ikke ville holde ferie efter et skema og en kalender, men lade os drive afsted fra oplevelser til oplevelse. Vi havde kun en liste med adresser og telefon numre med  vore kontakter. Bente havde ikke haft kontakt med hendes værtfamilie i de mange år, men var naturligvis glade og overraskede over et besøg. Vi fik natlogi og hyggelige timer sammen.
 
De havde haft et godt, men også bevæget liv. De havde tjent gode penge på at Tobby og hans folk klippede får og havde fået købt sig en gård, hvor de havde heste opdrædt. For Elaine var vokset op med heste som datter af en sadelmager i Gore. Tobby klippede får for bønder i omegnen. Han havde  flere hold af medarbejdere som han satte i sving i sæsonen. Tusindvis af får blev klippet år efter år. Nu var han fyldt 70 år, og den store forretning var indstillet, men han tog stadig rundt og klippede rumperne på fårene, så de var klar till den store omgang. Han havde konstrueret en speciel maskine  der snildt vendte fåret på hovedet,  så  lå de stille medens han klippede. På en god dag kun han forberede 1000 får til årets klipning på den måde.
 
 
 
To gange blev deres nyopførte hjem i Kelso ramt af oversvømmelser inden regeringen besluttede at nu skulle byens huse, skole og gårde fjernes og alt flyttes til mere sikre steder. Elaine havde fået alle hendes heste med ud gennem vandmasserne.  Senere var de flyttet ind til byen og havde solgt gården til en ko-mand. Inde i byen havde de fået købt sig lidt jord så de kunne have lidt får, lidt heste og de 400 høns; - det gav gode penge til køkkenkassen.
 
Børnene var kommet godt i vej. En søn var gift og boede i Sidney i Australien og kørte med de høje byggekraner, der var i brug  når der skulle bygges højhuse. En anden søn var mekaniker og boede  tæt på. Datteren godt gift og en særdeles aktiv kvinde i lokal-samfundet,  hvor hun havde sit.
 
 
Det var takket være Poul Ewing, - der her sidder og spiller klaver,  at Bente fik arbejde hos Tobby. Poul var også med i Canada, og havde tjent  gode penge for at klippe får nede hos Tobby. Han fik skaffet Bente ind i deres lille  hjem, der dengang var fyldt med små børn,  og travle folk på vej til og fra for at klippe farmernes får.
 
Poul Ewing fandt vi også frem til. Han var i fin form og stadig en travl herre. Han havde måttet opgive familie-farmen efter de vanskelig år hvor meget blev lavet om i New Zealand. Støtteordninger forsvandt, renten steg og folk måtte gå fra hus og hjem. Poul fik solgt i tide, og fik  sig et nyt liv som bestyrer på en stor statslig farm; - Heycock Station ved Te Anau.
 
Siden var farmen vokset  til vældigt omfang. Vi kørte ind i dalen og 10 km. frem. Her lå deres beskedne stuehus. De var netop i gang med et bygge en ny bolig. Jorden fordelte sig på begge sider af dalen endnu 25 km. efter deres hus. Altså 35 km. fra start til slut. Her var 18.000 acres, - eller 8-9.000 hektar.  Heycock Station er omkring 450 gange større end vort forstørrede husmandssted hjemme i Svenstrup med 22 hektar.
 
 
Der var plads til 40.000 dyre-enheder på jorden. Hvor en enhed på New Zealand svarer til det jord-areal  et  moderfår med opdræt kræver. Lige nu var der 4.000 hjorte, 12.000 får og 1500 køer, alt  plus opdræt på Heycock Station. - Der var brug for  55 avlstyre for  at sikre bedækningen af de mange køer....Når hjortene skulle ned fra bjergeskrænterne for at afhornes, flyttes eller sendes til slagtning var det nemmest at bruge en helikopter, - så hestene var afskaffet, men man brugte naturligvis stadig hunde i stor stil når dyr skulle flyttes. Der var 6-8 ansatte; -  plus at hver mand havde egne hunde.
 
På det seneste har der været gode priser på kød. Efterspørgsel fra de voksende økonomier ude i den del af verden, - der ikke er ramt af en Venstre-regerings løsagtig omgang med lånevilkår og pengeinstitutter. Herude er krisen noget der hersker i Europa og i Amerika. Man var oienteret og spurgte interesseret. Havde  selv for år tilbage været ude i dyb krise, - og kendte til "den hårde omgang"!
Herude var prisen  netop nu på et godt lam oppe på 120 NZ-dollars. Så der var ikke lam der var på bordet hvor vi kom frem; - de skulle sælges og bringe penge hjem til husholdningerne. Istedet fik vi serveret kylling, - og her på Heycock Station stegte Paul en mørbrad fra et dyr han havde nedlagt på farmen. Et "vildt" dyr der var søgt  ned mod farmen fra de omgivende landskab.
 
Dybt inde i dalen havde folkene bag Ringenes Herre lavet optagelser en uges tid for år tilbage.
 
 
Da vi køre fra Poul Ewings sted kom vi forbi en farm hvor de var igang med at klippe får. Og jeg fik at se hvordan at det gik til. Her var rigtig gang i den. Et stort sted med plads til 8 fåreklippere. Fårene blev samlet inden døre og stod så klipperne kunne gå to skridt tilbage ind i folden og hente et får, så blev det sat på rumpen og klippet.
 
 
En god klipper klarer 350-380 på de bedste dage. Et hold piger samler ulden sammen, den presses i baller og er klar til at gå afsted. Bente havde arbejdet med at sikre sortering af ulden,  ind det gik i presseren. Får man så 2 New Zealand dollars pr. får giver det en dagløn  på mellem 3000 kr og 4000 kr for de bedste klippere. Sådanne specialister rejser i deres gode år jorden rundt og klipper. Så er de nogle måneder i England, derpå i Italien, Baltikum eller tager en tørn i USA, inden de vender hjem til New Zealand,  når sæson starter  der. Vi mødte på et hostel sådanne rejsende fåreklippere, hvoraf nogle  samlede penge sammen til at købe sig en farm!
 
 
Der var en flot let  stemning i arbejdslokalet. En radio sendte let disco music ud i rummet. I et siderum var man igang med at koge varm mad til frokosten. Der var vel  15 mænd og kvinder i sving her. Det var en regnfyldt dag, og man var heldige at have plads  til at fårene forud for klipningen kunne være under tag. For det er nødvendigt at ulden er tør,  når der skal klippe. Udenfor var 3 af farmens folk på vej på deres små køretøjer  med deres hunde. De skulle op efter flere får,  der skulle hentes ned for at komme i tørvejr og blive klar til klipning den næste dag.
 
 
 
 
Når man kommer fra et fladt og effektivt udnyttet  landbrugsland som Danmark, hvor naturen næsten overalt er presset helt tilbage, er det fantastisk og overraskende at besøge New Zealand. Her er ganske andre landskabsformer, og her har naturen fået lov til stadig at have en  vis plads, selvom landbruget også her har skubbet urskoven helt ud i periferien, og erstattet den med fåre- og ko-hold, og et særdeles effektivt skovbrug.
 
 
Den største nationalpark på New Zealand finder man på Sydøen,  hvor den store attraktion er Milford Sound. Nationalparken Fiordland er på 12.500 kvadratkilometer; - eller  på ca. 1/3 af Danmarks størrelse. Milford Sound er et fjordområde hvor klipperne falder næsten lodret mod en smal og dyb  fjord. Man må køre ca. 120 km. derud gennem ingenmandsland for at nå bunden af fjorden. 
 
Der skulle vi ud. Blandt andet fordi Bente næsten 40 år forinden havde vandret på Milford Track; - en legendarisk vandretur over fjellet frem til bunden af fjorden. Nu skulle vi køre frem. Vi var heldige at få det passet ind sådan at vi kørte frem af den vanskelige vej om eftermidaggen og fik en overnatning derude. Det er et meget besøgt sted. Her kommer ca. 500.000 gæster om året, der alle skal ud at sejle. Så her kan være pres på, og man skal være forsigtig med sin timing og sine kræfter. Ugen forinden var en lille bil med kinesisk ungdom kommet på afveje. Og det overlever man ikke altid. Vi overvejde om vi skulle  tage en af de mange tur-busser der kører derud, - men vi valgte at køre selv, og det gik også!
 
Vi havde en fin overvatning sammen med en masse andre på farten. "Det grå guld" som os selv på tur i camper, - eller unge "backpackere"  som skulle ud at vandre, sejle i kano, eller tage del i de mange  aktiviteter,  som landet så flittigt tilbyder dets gæster. Der var hygge. Gang i køkenet, hvor der blev lavet mad til den store guld-medalje. Her var også små lejligheder og soverum for det rejsende folk. Fællesstue hvor man kunne få skrevet dagbog og læst lidt avis, - eller charmet lidt!
 
 
Tidligt om morgenen sejlede vi ud på Milford Sound. Skyerne hang lavt ned over det storslåede landskab. Vandfald strømmede ned fra 100 -150 meters højde. Enkelte var på vej afsted ude i kajak. Vi mødte søløver der dasede,  og nåede ud til mundingen af fjorden. Vandet var stille på grund af det smalle sund. Det blev en fin morgen på vandet,  inden det stor ryk ind kom med de mange busser på vej ind til den internationalle attraktion: Milford Sound.
 
 
Fra området ved Te Anau kørte vi ud mod kysten mod vest. Ud mod Det tasmanske Hav. Her bliver naturen mere barsk. Der er langt mellem bysamfundene og det er små samfund der ligger herude. Vi er i udkanten og der er  rigtigt langt mellem menneskene.
 
Til gengæld er naturen overvældende. Her finder vi de permanente ismasser som dækker de høje bjerge, med det flotte Mount  Cook som det højeste. Gletchere søger ned mod havet, men afsmeltes inden de nåer ud til kysterne. Floderne er vældige og fyldt med gråt og gult slam fra bjergskråningerne som ismasserne skurer nedad. Man kan se at man er forberedt på at floderne kan svulme op til vældige løb, når afsmeltningen af sne fra bjergene er påd eres højeste.
 
Vi er i  et land med et ganske anderledes voldsomhed i udtryk. Her er oversvømmelser, vulkan-udbrud og små jordkskælv en fast bestanddel af livets vilkår. I Christchurch hvor vi startede vor rundrejse havde der i februar været et voldsomt jordskælv som kostede 182 livet. Usædvanligt, -  stort og ødelæggende for den store smukke by.  Endnu kunne vi gennem trådhegn kigge ind i restauranten,  hvor gæsterne havde flygtet fra deres borde.
 
 
Medens vi var på nordøen kom kraftig efterskælv (5 på Richter-skalaen), så blev man endnu engang slået tilbage til start. Skælvene havde ramt områder i centrum, hvor mange unge var samlet i etageboliger, der styrtede ned over dem. Jordskælvet ramte også udbredt over et større spredt område i regionen omkring den rige hovedby.
 
 
Rigtig meget var ryddet, og man skulle igang med at bygge op, men økonomien var endnu ikke på plads. Det gav vanskelighed at forsikringselskaberne var sendt til tælling, - og naturligt nok vægrede sig ved at tegne nye forsikringer i området. Så bygherre kunne ikke få sikkerhed for at de kunne få forsikret deres bygninger. Midt i denne usikkerhed, - kom der nye efterskælv. Flere var flyttet fra byen..og andre overvejede..
 
 
 
New Zealand  er opstået ved vulkansk aktivitet i grænsefladen mellem to kontinental sokler. Jordens overflade en placeret på flader der er i en konstant indbyrdes bevægelse. Disse flader  kaldes kontinental sokler . Hvor soklerne mødes opstår friktion og der optræder  fortsatte jordskælv og evt. udbredt vulkansk aktivitet. Alt dette fik vi en fin lektion om da vi besøgte  Anders Espersen oppe i Nelson. Han kunne også fortælle at dette møde memellem  den australske sokkel/plade og Stillehavs sokkel/plade betød at Mount Cook ikke altid var lige højt, men at højden kunne variere 10-20  cm. Akkurat som Japan ved foråets ødelæggende  tsunami havde flyttet sig 15 cm!
 
At New Zealand overhovedet er skudt op af havet skyldes denne friktion der gav mulighed for at den vulkanske aktivitet kom op til overfladen, og disse udbrud  er basis for hele det New Zealands landskab.  Jordskælv og vulkaner er  grundvilkår som deles med andre zoner i verden der er placeret på sådanne grænseflader mellem kontinentale flader.
 
Vi besøgte et sådant stort vulkan krater sammen med Joanna. Her var der en halvø under for Christchurch der var opstået ud fra en kæme vulkan. Kraterkanten kunne ses som bjergene omkring det der nu var en stor bugt ud mod Stlllehavet. Her var en charmerende lille by, som var et populært feriested.
 
 
Stedet havde oprindeligt været i franskmændenes søgelys som et sted at grundlægge en koloni, - og der var stadig franske inspirationer i det fine feriested.  Her kunne vi slentre i den fine forsommersol, og tænke på regn og rusk i december Danmark. Vi fik vor første sol. Den var alt for stærk og hurtigt skallede  den forbrændte hud  af igen.
 
 
Her får vi en gang "Fish and Chips" sammen med Joanna som var den eneste vi havde haft en jævnlig kontakt med  i årenes løb. Hun var flittig til at sende et julekort, og vi havde fulgt med i hendes liv. I mange år drev hun sammen med hendes mand Brent et kaffested. Nu havde de gang i den mindre fabrik der lavede forskellig af de færdig retter som supermarkederne også derned bugner med. De havde også et lille speciale i "glutenfrie-produkter". Deres 2 børn havde haft den vanskelighed, og de var defor optaget af at sikre gode førevare som var glutenfrie. Deres datter mødte vi. Hun var studerende, og dertil en ivrig "Pipper". Hun spillede sækkepibe i et af de bedste bands på sydøen. Vi var til koncert. Og det var meget flot og de var meget velspillende.
 
 
Deres søn spillede trommer. Meget højt og ungdommeligt,  - men var heldigvis afsted til Auckland for at deltage i en festival der. Vi fik også besøgt kunstgalleri og et lille mejeri og meget andet under vort 2 dages ophold  hos dem. Vi skulle også lige blive dus med vor nye bil, som også gav os lidt vanskelighed inden vi startede ud på vor lange rejse. Den skulle ahve et nyt batteri, - og så gik det ellers bare derude ad. Vi kørte ca. 4500 km .  på de snoede og smalle og gode veje. Det var krævende at køre, fordi de krævede fuld koncentration, men venstrekørslen var ikke noget stort problem. Den blev man hurtigt vant til.
 
 
Her er vort Spaceship slået ud med en udvidet sovekabine. Der var et lille minikøkken med køleskab. Et fint rum til tøj og bagage. Alt vældigt småt og praktisk. Vi savnede en stol at sidde på, men det kunne vi have lejet ved start-stedet. Så der var mest vor egen fejl. Regnede det lejede vi os ind i en campinghytte. Det kostede ikke så meget ekstra (ca. 100 kr.)
 
 
Vi havde altid ophold på campingpladser fordi så var der mulighed for at besøge køkken, bad og toilet. Derved mødte vi også mange spændende mennesker, - som vi kunne dele historier og oplevelser med . Her har Lars gang i "Vaniliepigen"; - en bog han fandt på en af de boghylder, hvor gæster på campingpladsen udveksler bøger. Heri fortæller Ib Michael om hans opvækst i Roskilde, og historien om hans bedstemors bror, - der som ung stak til søs og levede hele sit voksne liv som kaptajn på  skibe der sejlede mellem de polynesiske øer. Han giftede sig lokalt og kom aldrig hjem, men havde en flot brev veksling med Ib Michaels bedstemor. Et flot og let læst bog, som det var spædende  at møde og læse netop herude.
 
Efterskrift1.
 
"Must do"  / Du skal....
 
1.
Besøge det nationale museum  Te Papa i Wellington. Flot historisk og naturhistorisk musem med en børne- og familievenlig formidling.
 
2.
Overnat på Hostel i Picton:  Besøg Jugglers Rest .
 
3.
Tage en let frokost hos Shearers Quarters   syd for Geraldine  på Catterbury Plain.
 
4.
Besøg Milford Sound; - men tag dig god tid, for vejen er besværlig og kræver fuld opmærksonhed. Vi valgte at køre de 120 km. derud sidst på eftermiddagen og tage en overnatning på den tætpakkede campingplads. Her var der et fint liv, - og vi fik ro over besøget. Stedet er præget af voldsom tilstrømning.
 
5.
Tag evt. en tur med tog. Vi kørte med veteran tog fra Dunedin op i højlandet af en fantastisk bane (Taieri Gorge Railway). Charmerende tog og en flot fortælling af en dygtig veteran-guide, der beskrev  den kæmpe bedrift der var,  at anlægge jernbaner i dette uvejsomme terræn.
 
6.
Tag en overnatning ned ved floden ved Mangawe  International Airport. Her er en primitiv lejrplads med et fin natur, hvor en flod har skåret sig ind i en stejl skrænt. Her obsolut ingen comfort, men et dejligt sted at være....
 
7.
Vi havde megen glæde af guide-bogen: Explore New Zealand...over 60 scenic driving tours. Vi købte den via nettet og den var en stor hjælp.
 
 
 
 
 
Efterskrift 2.

Det behøver ikke at være så kedeligt!

Nu stå de der på række. Alle de nye postkasser som vi har fået besked på at sætte op; - og det ser så kedeligt ud. De er helt fremmede for os. Sådan nogle tinsoldater der står på række og skæmme udsyn og indblik. Måske kunne vi gøre det lidt mere spændende….

Se blot her en række inspirationer som vi fandt da vi i december kørte vore egne veje rundt på New Zealand. Her havde man stedvis skruet op for fantasien og lavet postkasser, som der var værd at stoppe op for. Kigge på, - og fotografere. For at det kan gøres spændende og sjovt. For posten og for vi andre.

Et sted er man glad for heste, - og hvorfor så ikke byde posten indenfor i hesten mave. Udenfor Picton på den smukke vej  trem mod Prinsesse Charlotte Sound har farmer Smith sendt fårene på pension, - og indrettet sig en hyggelig campingplads. Her blev man budt velkommen med nybagte hjemmegjorte kage, inden vi rykke  ind i helt  nye campinghytter.  Postkassen ved vejen fortalte fint at her boede farmer Smith.

På den måde fortæller de farverige postkasser hver deres egen historie om deres ejermand, og det de er glade for. Måske kunne det være en ide at gå på værkstedet og finde løvsaven frem, og derpå hen til farvehandlen og hente lidt akryl farve. Så gælder det om at give den hele armen, så man kan vise at man er med på moden. Du kan også vælge at gå hele planken ud, og anskaffe noget nymodens papmache og modellere en øgle eller en kamæleon. Mulighederne er uendelige, når blot du lader fantasien få lidt løb.

 

 

Bits and pieces...

 Hvor mange er de så hernede ... Der bor netop nu ca. 4 millioner mennesker på New Zealand. Heraf bor ca. 3/4 på Nordøen... Den sidste fjerdedel bor så på den væsentlige større sydlige ø. Her er der så rigtig gode plads de fleste steder. Men der er også ganske mange New Zealændere udenfor de hjemlige øer. I Australien, - som man her elsker at "hade"; men gerne tager til for at arbejde, - eller for at holde ferie, - eller for at møde den tredje-del af familien der bor der oppe, hvor pengene er stærkere, og hvor man kan opleve noget andet end hjemme på øerne.

Der er ca. 300.000 af de oprindelige maorier tilbage på New Zealand, men der siges at være lige så mange i Sidney-området alene. Så det er et sted i verden hvor folk stadig er på farten. Min bog fortæller mig at der bor ca. 14 mennesker pr. kvadrat kilometer på New Zealand, - men at der i London lever væsentlige flere New Zealændere på et lignende areal. Så i UK finder du også mange der er på farten. Man skriver hernede meget i aviserne er om "brain-drain"; - det forhold at unge, - ofte også de veluddannede, søger ud til "grønnere græsgange"; - og ikke vender hjem.

Dette forhold opvejes af en stadig voksende strøm af folk fra Stillehavsøerne og fra Indien og Kina, - folk som søger herned hvor der er plads og en anden type økonomi. Men det er ganske vanskeligt at få lov til at komme her for at arbejde og det er svært at få permanent ophold. Det gøres nemmest ved at gifte sig til retten til ophold...for her lovgiver man ikke rundt om kærligheden! Befolkningens sammensætning er stadig ca. 80% af europæisk oprindelse, men de polynesisk og asiatiske folkestammer er i fremgang, p.g.a. af højere fødselsrate og nu også bedre levestandard for disse grupper.......

 

 

De sidste dage af vort ophold på New Zealand har vi tilbragt på en campingplads ved Orere Beach ca. en times kørsel fra Auckland. Auckland området rummer flere end en million mennesker, og vi har valgt ikke at bruge tid på byen, fordi at vi har mødt store byer nok i vort liv, og foretrak det stille landlige liv, - som viste sig ikke at være så stille endda. Pladsen her var fyldt med folk på juleferie. De fyldte pladsen med deres store biler, deres store både og deres store telt og alt grej til grill og børns hygge. Her en en åben og rar stemning; - så man går og nynner "Det var et liv i sus og dus i mormors koloni-havehus"...Her er da også en en del fast liggere som giver en grundstemning, og vi kan høre at flere kommer her hver jul fordi at børnene er glade for det fælles liv der er her.

Som hjemme, er vi på besøg i et klassesamfund, og vi er rykket fra overklassens ferie-strøg til Hr. og Fru New Zealand...Vore nabo tjener sit brød ved at drive en lille firma som slåer nogle af de meget velplejede græsplæner, som landet er så fyldt med. En anden nabo er en Århus-dreng som har været her siden 1995. Han har lige været hjemme for at hilse på et medlem af familien som er alvorligt syg. Han er glad for at være her, fordi her er færre regler og man nemmere kommer frem, men siger også, at man helst ikke skal være syg her... Han er her med en stor og sammenbragt familie med søde børn, som gerne vil i kontakt med naboerne ved siden af, som kommer fra "Dads country". Han hører til blandt dem der har giftet sig til retten til at blive her, og arbejder i IT branchen.

Vi går en tur i en lille fredeligt sted¸- Duders, - hvor vi når ud i et fantastisk landskab hvor engang en lille maori koloni havde deres hjem inden de i 1850 solgte stedet til en skotte der kom forbi. Nu er stedet en yndet udflugtsmål for folk på en lille travetur...og det er der rigtig mange der er glade for. Vi forsøgte at holde trit med en ældre mand på "tramping". Det var ikke nemt. Han fortalte at han kunne klare at gå i 12 timer, og kendte stederne her omkring fint.

Kørslen ind fra Dudders mod Clevedon gik gennem en smuk dal, med flotte, flotte gårde som syntes at være beboet af velhavere, for landbruget lå mange steder ødet, og stederne var her store boliger med lidt heste og andet hygge...Her bor folk rigtig flot med mange kvadrat meter og udsigter over vand og land som vi slet ikke kender til hjemme hos os... I Clevedon havde vi base; - og søgte forgæves at købe noget ordentlig mad. Der er ikke nemt ude på landet, hvor der sælges en masse halvfabrikata af varierende kvalitet. Her var to middelmådige dagligvarebutikker, begge drevet af personer af indisk afstemning, der synes at have en stærk stilling inden for megen daglig handel. Så benzin stationer, cafeer m..v. er ofte håndteret af indisk, kinesisk eller polynesisk personale, medens de europæiske folkestammer "sidder på flæsket" og bliver opvartet, eller tager sig af det grovere arbejde indenfor landbrugt, byggeri m.v.

Vi besøgte en lille kirkegård i Clevedon. Det er altid spændende at se hvordan folk gravskik er når man kommer ud. her er kirkegårdene spredt over landskabet og ofte ganske små. De er uden væsentlig dekoration og hegning, og rummer de gamle monumenter, som vi hos os hastigt kører på lossepladsen når en tilmål tid er løbet ud. Her får de fine sten lov til at stå, og ind ved siden kiles en ny sten med en ny begravelse i familien. Vi fandt naturligvis og en grav med danske rødder. Victor Poul Hansen var begravet her....Overalt finder man danske navne F.eks. kan man hedde Hansen...Det gør den nye landstræner for nationens største stolthed netop nu. Verdensmestrene i Rugby 2011: All Blacks fra New Zealand.....

 

Historien om Mikes familiegård, er en speciel, - og måske også typisk New Zealand fortælling. Da faderen kom hjem fra 2. verdenkrig, hvor han havde været pilot på Hurricane-fly der gik mod Tyskland, var han heldig at vinde en blok land her. Jord som staten havde gjort klar til udstykning og delvis ryddet og hegnet. Klart til nye setlere. De var rå land som langsom skulle sættes i kultur. Han kendte området fordi at han havde beøgt stederne her på fisketure med sin far. De første 6 år boede han i 12 mands militær-telt, medens ejendommen langsomt kom i kultur og besætningen fik lov til at vokse. Så kunne han bygge sig et hus, - og også få sig en kone. Det gamle telt er stadig på gården....

Mike kører os ud til en lille sted i skoven hvor hans forældre plejede at tage de 4 børn med på udflugt. Her er en naturlig "hot pot"; - et sted vor varmt vand strømmer frem fra jordens indre og blander sig med vand i den lille flods løb og hvor der er et naturligt bassin, der er som skabt til at bade i. Tilmed har naturen placeret et lille vandfald her, som man kan stille sig ind under. Man skal vogte sig for at få hovedet under vandet, for der kan være en bakterie i vandet, som kan gå på hjernen og forårsage betændelse; - vi vover forsøget og får en fantastisk oplevelse ud i skoven i solskin.

Derpå går turen til Wonderland; - et velindrettet besøgssted hvor kan møde den vulkanske fortælling for området. Her kan man vandre mellem boblende svovlsøer, kratere og laguner. Alt farvelagt i de forskellige kulører som mineralerne med vandet bringer frem fra jordens indre. Et sted har svaler og andre fugle fundet en nem metode for udrugning af deres fugleæg. De borer huler ud i den bløde vulkanske væg, og placere deres æg. Rede med indbygget varme, - det sparer er masse ruge-arbejde. Ja, - naturen er underfuld.

Vi slutter dagen med en gåtur i Roturua¸- også en by på vulkaner. Her er træder blandings befolkningen tydeligere igennem¸- idet her er flere maori-folk, polynesere og asiatiske folk i gadeliv og i forretningsliv. Hvor sydøen var klart europæisk domineret, udgør de østlige folkestammer her et mere og mere tydeligt element i gadebilledet. Her er feriestemning og en let julestemning i dagene op mod jul. Vi får købt os en Pavelova for vi skal lave mad i aften hjemme hos Mike, - og så skal vi have lammekoteletter og Pavelova....

 

Poul Ewing

Hos Poul står et fint klaver med en ganske særlig historie. Overalt på New Zealand står i alle større bysamfund,- eller markant ved indgangen til fjerne dalstrøg mindesten, over dem der blev sendt ud og ikke kom tilbage fra deltagelse i de 2 store europæiske krige i det 19.århindrede. Det vi kækt kalder 1. verdendenskrig, og det vi kalder 2. verdenskrig. Krige som begge havde deres udgangspunkt i imperie- og vanvidstænkning i Europa... Pouls klaver lyder sprødt og smukt denne tidlige morgen hvor han sætter sig og spiller for os. Klaveret fortjener måske efter lang tids tjeneste at bliver strammet op og få børstet tænder, men Pouls øvede finger går sikkert og kærligt over tangenterne idet han spiller en smuk melodi som fortæller om hans land.

Klaver som dette, kom til New Zealand fra Tyskland som en del af den krigserstatning som blev pålagt Tyskland efter 2. verdenskrig. Det skete ved britiske mellemkomst og klaveret havnede i sidste ende hos hans far, der måtte gøre turen som soldat til Europa og indgik i de britiske styrkers forsøg på at bremse tyskerne i Nordafrika. Her blev han tidligt taget til fange og måtte derpå tilbringe 3-4 år i fangenskab. Op gennem Italien til Østrig, hvor de sidste år blev tilbragt i et landligt miljø hvor krigsfangerne blev sendt ud på gårde til tvangsarbejde, som erstatning for de mænd der var sendte afsted til andre fjerne fronter i det stor-tyske projekt om at underlægge sig verden.

 

Makaka

Vi har fundet natlogi på en campingplads for enden af Wanaka søen. Der regner da vi kører frem og vi forsøger at afsøge hvor vi skal bo. For her er overalt mange tilbud om B&B til en pris fra ca. 500 kr. for en overnatning i eget værelse med bad, til ca. 200 kr. hvis vi overnatter i vor Spaceship bil og kun skal bruge bad og køkken. Vi vælger denne gang en mellemløsning og får en fin hytte med adgang til køkken og bad. Det koster os 60 dollars af den new zealandske slags; - ca. 260 kr. i dagens kurs.

I regndisen driver skyer og vand op i tragten der vender mod syd og begrænser solens indfald til langt op på dagen. Her bor ikke mange, men overfor er en beskeden landingsbane, hvor man kan booke et sødt gul fly og blive løftet op over al omverdenens herlighed her ved Aspering Nationalparken. Her er fancy vintersportsaktivitet, som søges flittigt af australske gæster om vinteren, og som også selv her i forsommeren befolkes af alverdens campere, som er her i en utrolig mængde, på rastløs søgen efter at nå alt det de ikke kan nå, og som måske er skrevet op på lange lister fundet frem fra al den fine brochure snak som vi tilbydes med ved hvert stop.

Men her er stille og roligt. Mørket og natten kommer tidligere til os, for vi bevæger os langsomt mod nord. Der er urskov på bjerg skrænterne her, kun få steder er der knebet plads ind til får. Med regnen tiltager de strømme der falder som små vandfald ned over klipperne i løbet af eftermiddagen. Og fra min skriveplads er der udsigt til vandfald, får, bjerge og små huse hvor mennekser lever et liv uden adgang til mobiltelefoni, TV signalet når kun vanskeligt herind, og radioen er heller ikke nem at fange. Til gengæld tror jeg at de har egen strøm fra en skeden turbine-anlæg i baghaven....

 

 

Lars Bang Jensen  | bangforlag@gmail.com