Vejret er smukt og udsigten fra min søn og svigerdatters lejlighed er formidabel denne morgen.

Vi er i Jakobshavn; - eller Ilulissat. Stedet hvor Knud Rasmussen blev født og legede sig gennem sin barndom, på de selvsamme klipper som vi nu går rundt på. Foran på sundet over mod Disko-øen sejler de store isbjerge frem fra Isfjorden. De ligger og duver i solen, som er skarp her til morgen.

Den var på himlen kl.2 til morgen, og der har været knald på lyset hele natten!

Disko-øen ligger klart foran os, selvom der skulle være det meste af 80 kilometer derover. Bjerge står ned mod havet og på toppen anes den evig is på bræen.

Vi er lige før midsommer, - og der er ikke plads til mørkning her. Det kan være en kunst at få ro på hoved og krop, men efter en lang dags rejse, trængte vi til at se dyner.

Vi fik plads på en af den slags moderne luftmadrasser, som kineserne; - de flittige folk, har lavet til os, og som nu tilsluttes en stikkontakt. Og så er der ikke mere arbejde med det. Så siver luften i nattens løb lige så stille ud af plastikkens små huller, og til sidst ligger vi og ruller hjælpeløse rundt…. Nå, vi fik sovet, men lyset kalder endnu tidligere her på en morgenmand!

Byen er charmerende og mennesker er på vej til og fra. Lejligheden ligger i en af de 2 store boligblokke som er placeret centralt i byen. Her bor Mads og Hannah godt! De er rummelige mennesker med appetit på at opleve, så her er en god base for dem.

På havet er der altid en båd at se, for her en båd hver mands eje, - og en båd er nyttig når man skal ud og bjerge sig en fisk, på jagt, eller på besøg hos familie på andre steder oppe eller nede af kysten.

Vi skal være her i 14 dage og holde ferie.

Det er vor først rejse til Grønland. Så der bliver spændende. Mandag er det midsommer og Grønlands national dag. Derfor er vi kommet netop nu. For år tilbage besøgte vi Norge den 17. Maj; - til Norge nationaldag. Det var flot og tankevækkende at være med til deres festlige markering af national selvstændighed! Her er vi så for at se endnu en ny nation holde fest for sig selv!

Der er her til morgen en stille trafik af taxi-er der kører lokale hjem fra fester; - eller ud til fester som stadig er i gang. Et ældre ægtepar sidder udenfor på svalegangen og ser livet starte op; - eller gå i dok, efter nattens anstrengelser.

2 små turbåde eller færger gik af sted her kl. 7.00. De gled som ”et strygejern over et blåt klæde”; - frem med mod nærliggende byer og bygder, for sidst på dagen at vende hjem til Jakobshavn.

Byen der har fået sit danske navn efter købmanden Jakob Severin, som en overgang fik monopol på handlen på Grønland af den danske konge. Jeg traf på ham fornyelig på overraskende vis i det nordjyske: han var elev på Latin skolen Sæby omkring år 17000; - og skar sit navnetræk inde i stolestaderne i Maria-kirken der. Et datidens graffiti!

Senere da han havde svunget sig op, blev han herre på Hundslunds Kloster; det senere Dronninglund Slot, - og søgte at skabe en base for sin handel på Grønland ved en havn som for længst er glemt, men som efter sigende var et sted ved Vester Hassing.… Jo, - der er overalt historier som knytter steder sammen for en samler…

Det grøndlanske navn Illulisat betyder naturligt nok Fjorden med isbjergene. Der er ikke så mange dikkedarer ved mange af de grønlandske stednavne: De beskriver hvad det er man har foran sig…

Søndag morgen

Her til morgen er vejret igen forbløffende smukt. Høj sol har det været hele natten og sommersmukt skinner solen fra morgenstunden. Fra en lejlighed smyger en grønlandsk kvindes morgensang til solen, årstidens og hendes land sig ud gennem de åbentstående vinduer. Lejlighedsvis klædes den særlige unisone sang af et par stemmer der søger at følge den klare kvindestemme som sender sin glæde, kærlighed og ønsker ud i morgenluften.

Lørdag blev en flot dag for os. Den startede med en lille morgenvandring i byen for at finde morgenbrød. Det blev til et lille by-krydstogt, fordi vi bor så centralt i byen. Lige ned til venstre ligger supermarked og forsamlingshus og kunstmuseum; - ikke at forglemme. Op af bakken til højre er udsigten over Isfjorden og du ser Sion-kirken hilse naturens vindunder; - Isfjorden. Ved siden deraf stedet for Grønlands første lærerseminarium; - Knud Rasmussens fødehjem. Her er nu historisk museum… I sandhed oplevelser lige for døren…

Vi skulle til brunch på Hotel Artic sidst på morgenen og går så turen tværs gennem byen forbi havnen op ad bakken hvor byens nyeste hotel knejser med en flot udsigt over byen. Det var et måltid i internationale stil, med nogle forbløffende få grøndlandske elementer. Lidt rejer og lidt hellefisk og lidt røget hvalkød var hvad det blev til, på dette byens hotel flagskib. Lidt overraskende for mig, men til stor glæde for vore grønlandske gæster der med stor entusiasme kastede sig over de frugter som morgenborder bød på..

På disse kanter koster en indfløjet vandmelon snildt de 70 kr. så det er ikke hverdagskost. Så når de frit bydes frem som her, er det sager der skal smages. Her var fine italienske og franske oste, og dyre røgede italienske skinker, men et fravær af f.eks. en grønlandsk rensdyrkølle!

Dagen skulle også byde på en overraskende sejlads. Vi blev indbudt til at sejle med Tui i hans families båd. Og vi var ikke ene om at skulle af sted.

Havnen i Illulisat er en fantastisk naturhavn, hvor der i et stejlet landskab er en afsnøring der giver læ for skibe. Her er dels plads til fiskeri havn og tur-både, men også plads til et væld af små-både. De ligger her i hundredvis og når det er solskin og week-end skal mange af sted. Det giver et farverigt lebben af små og store mennesker der skal pakkes ned i både og af sted mod nærliggende og fjernere steder. Hytter placeret på skær og på kysten opsøges, - eller af sted går det til fjernere steder med mulighed besøg hos venner og familie.

Vi sejler afsted mod nord til et sted hvor der skulle være et godt ørredfiskeri. Her finder vi en lille naturperle, som Tuis mor kender fra barnsben. Marianne kom her med sin mor på månedlange ophold i barndommen, hvor tiden gik med at lege og fiske ørred. De små anmagset-fisk står også fra tid til anden ind her i store stimer, hvor de fanges i tusindvis i net. Derpå tørres de på klipperne eller på stativer, som vi ser på kysten. Her trillede mænd sidste dagen de tørrede fisk ned til båd. Fiskene var nu samlet i luftige sække, og skulle være en af mange grønlandske specialiteter. Marianne var en stærk grønlandsk kvinde hvis selskab vi nødt dagen igennem. Der var en ro og glæde over at være ude i naturen med os og med hendes 2 børn, som vi sjældent møder hjemme. Dette fine samvær var dagens største perle.

Vi var ikke alene ude på det lille sted, hvor naturen havde tilbageholdt løbet fra en mindre sø af et lille stenrev, - her gik ørred fisken op igennem et smalt løb for at gyde. Tui og hans søster sætter af sted på raske spring fra sten til sten for at se om der står fisk der kan fanges med hænderne her.

Der var mere held med snørren og fiskestangen. Det blev til 2 mindre fisk som vi fik med os hjem og som kom til at udgør vor aftensmåltid. Først skulle de en tur i den nyligt indkøbte rygeovn, som her fik sin dåb.

(Måske skylder jeg også at fortælle at aftenen forinden var vi samlet foran fjernsynet for at se Danmark på meget heldigvis spillede sig i i VM turneringen i Sydafrika ved at slå Cameroun. Ikke noget helt fair resultat, men i bold er det målene der tæller, og vi vandt altså med 2 mål. Hvor de yderst velspillende, med lidt mindre organiserede afrikanere, kun fik sendt læderkuglen ind 1 gang!)

Nu er der faldet ro over vor syngende nabo og også hun er gået til ro her kl. lidt i seks om morgenen. Måske skal jeg liste ud for at se om jeg kan finde noget morgenbrød vi kan styrke os på inden vi skal tage del i den grønlandske nationaldag!

Nationaldag i Grønland har her på stedet mange små indslag som samler forskellige mennesker. Et flot dag som for os startede med borgmesterens samling foran rådhuset, hvor der ovenpå en indholdsrig tale blev budt på kaffe.

Talen understregede at det nye selvstyre bød på nye udfordringer for landet og hver enkelt, fordi at man nu ikke længere kunne regne med hjælp ude fra. Landets udvikling afhang af landets egne beboere. Der var gode overvejelser over klima-ændringer, og hip til lokal adfærd om at opføre sig ordentlig når man var ude i naturen.

Derpå gik vi i procession til kirken med fanerne forrest. Tjenesten her var relativ kort med flot salmesang. Der var ingen nadver denne højtidsdag. Udenfor i solen var der derpå demonstration af kajak-vending og partering af sæl. En hyggelig stemning var der i det stille flotte sommervejr. Mange mennesker fremme. Turister og lokale i en blandet flok. Også mange familier med børn havde valgt at tage del i den festlige morgensamling.

Senere på dagen skulle der være åbning af kunstudstilling, uddeling af hæderspris og afsløring af et nyt våben for den sammenlagte kommune. Der foregik i Kulturhuset, - også her med efterfølgende kaffe med kage og pindemadder. Igen borgmesterord og et flot gensvar på grønlandsk fra den ældre kvinde som fik årets hæderspris for et arbejde forkræft ramte.

Udenfor i solen blev vi indbudt til sejlads ved Isfjorden af Martin. Han er vor nabo og dertil en erfaren fisker med eget skib i vandet. Med det fanger han hellefisk med net eller langline. Det er han dygtig til, - og vi fik et samvær på flere timer på havet, som dels bragte os tæt på isbjergene der her er skubbet frem i 2-3 lag under og over hinanden. Ud mod havet går det glidende i den langsom proces, der her ender med at de skubbes op over en forhøjning i havbunden og ud i bugten. Det fænomen der giver den særlige oplevelse som opholdet ved Ilulissat -fjorden udgør.

Men vi fik også et spændende kig ind i et grønlandsk liv. Med harpun-jagt på hvaler, reje fiskeri og familieliv.

Skibet hed ”Laila´s ”; - navngivet efter datteren som hastigt var tilkaldt for at være bedstemand på vor sejlads. Hun greb snabt en riffel da en sæl viste sig, - men heldigt for sælen, valgte den ikke at dukke op igen. Så den kunne fortsætte sit sælsomme liv et stykke tid endnu!

Skibet var nyligt bygget i Svendborg, og gav arbejde til 4 mand. De kunne laste 15 tons hellefisk og det gav en god økonomi, - som Martin ikke var ked af at fortælle om. Han havde stadig sin bolig i blokken i byen, fordi at her hørte han hjemme. 2 sønner og en datter var det blevet til. Plus en søn længere mod syd som var kommet til i de unge år, hvor livet for alvor skulle afprøves.

Nu havde Martin lige mistet en storbror, og han var stødt på et par sygeplejersker og os; - og vi fortjente en oplevelse fordi at vejret var fint og det var nationaldag på Grønland. Heldige var vi igen!

Hjemme var der behov for en lille lur ovenpå den megen havluft inden vi gik til Hopsa-dans i Kulturhuset. Her var der rigtig gang i det alkohol-frie bal. En stor flok raskt tog sig en svingom. Unge og voksne i en dejlig blandet flok til en ensom musikant med keyboard med hårdpumpet rytmeboks. Afsted over gulvet gik det i et mere end raskt tempo.

Vi fik os en lille aften tur over fjeldene i byen, og kom forbi kajakklubbens lille hus hvor et par unge danske var i gang med at bygge en kajak. Her var en hel række kajakker under vejs i det lille klubhus og værksted.

Tirsdag blev en lidt stille dag med fine oplevelser. Ved 10-tiden tog vi en taxi op til Ida Henningsen. Hun er søster til Karl Peter Andersen, som var den første grønlænder jeg mødte. Han flyttede omkring 1960 ind hos Store-faster i Svenstrup. Her levede han sammen med Karen Sofie Espersen, og de var nygifte.

Nu bor de igen i vores by, - efter et langt skoleliv på Grønland og i Danmark. For Karl Peters vedkommende blev det også til spændende år som præst for grønlændere i Danmark… og dertil mange års kunstnerisk virke.

Karl Peter og søster Ida kommer fra Godhavn hvor deres far var bogtrykker. Nu var Ida blevet enke og levede et stille liv oppe i byen. Et barnebarn var på besøg efter 2 måneders ophold i Frederecia; - Ilulissats venskabsby i Danmark. Hun var bekendt med Karl Peters og Karen Sofies hele familie i Danmark; - som vi også på forskellig er tæt på; - bl.a. min gamle skolekammerat Søren Espersen., som også fra tid til anden kom forbi Ida i Jakobshavn for at få en kaffe…når han var på de kanter.

Verden kan være lille når man bevidst forsøger at gøre den til det….

Derpå gik det nedover til museet, der engang var Knud Rasmussens hjem. Han var opvokset her. Far var præst og leder af det første seminarium i Grønland netop her.

Museets var fyldt med oplevelser. Tilrettelagt i en stram og fast form som gav mange oplysninger til den besøgende. Udenfor var der tørvehus og trankogeri og meget andet at se på. Absolut et besøg værd.

Derpå gik turen over til Hotel Hvide Falk, - som er byens gamle stor hotel. Her skulle vi hilse på værtsparret for at tale om grupperejse til afvikling næste år.

Jusa passer kontoret, medens hendes mand bestemmer i køkkenet. De har tjent sig op via mange års arbejde i Guldminen i Sydgrønland, og er nu havnet her. De er gode bekendte med min fætter Knud, som forsyner dem med varer fra skibshandler Wrist i Aalborg, så her var også lejlighed til familiær snak inden der kunne tales forretning og indhold for en evt. rejse.

Hotellet ligger centralt i byen med de gode oplevelsesmuligheder lige udenfor døren som vi gerne vil have til vore medrejsende. Det er hyggeligt og emmer af gammelt hotelliv. Udsigten over havn og bugt mod Disko-øen er også her formidabel.

Et godt sted for oplevelse. Jusa havde gode kontakter med præst og kirke, og med tur-arrangører som kunne hjælpe os. Også mine arbejdsgivere hos Gislev Rejser og Albatros Rejser var blandt stedets faste kunder. Der var gode dobbelt- og enkelt værelser og dertil små ferielejligheder.

Efter aftens maden, som vi fik i blokken over for hos Tui og Ivalo, gik Hanna og jeg en tur ud til Isfjorden. Her er lavet en flot sti hen over den skrøbelig natur, som her er kraftig påvirket af de uhyre ismængden; - en tundra natur der ligger frem mod bugten, som også rummede et sted hvor mennesker i 4000 år har haft bolig. Nu alt forladt og overgroet i stille natur.

En enestående oplevelse ud i det tyste, - et sted med de store fortællinger….

På vej hjem kom vi forbi hunde-stedet. Her er hundekobbel på hundekobbel parkeret for sommeren, og ejeren kommer så forbi og fodrer en gang om dagen. Der var nu ikke megen larm, - bortset for når et kobbel genkendte sin ejermand og satte i med hyl….

En ferie-dase-dag fik vi os torsdag, - uden megen bevægelse og uden megen oplevelse.

Bente fik vasket vinduer i hele lejligheden, for det er nu engang en af hendes hjerte-sager. Så var der også her mulighed for at udvikle teknikker med at hænge ud af vinduer for at nå fjerne hjørne med lange skafter med klude og skrabere. Det gav lys over land at få saltet væk, og de flotte udsigter står nu endnu klarere.

Lars var i køkkenet, for dels at bage kanelkager og krans fyldt med sukkerstads og rosiner, . Det er en hjerte sag for ham. Til aften blev det til stegt hellefisk indkøbt på brættet. En stor krabat på 2 kg. fik jeg for 85 kr. Den var fint filletteret, - og halvdelen skal ryges i dag i den nye ryge ovn som Mads har investeret i, - og den anden halvdel fik vi så i går….

På Brættet (der her er et fint lille hus) indlevere fangere dele af deres fangst med henblik på lokalt salg. Dagen igennem kommer varer ind og bliver solgt, og jeg havde været forbi og talt med de venlige folk, for bl.a. at høre om fisk til forsendelse til Danmark. Sidst på dagen var der hellefisk at få…og aftensmaden var reddet!

Vi var også hos for Royal Artic Line (RAL) for at finde ud af hvordan man kan få forsendelser fra Grønland til Danmark. Herfra er der skib hver uge til Aalborg, og det hele går meget nemt. Så vi vil nu sende en pakke fisk ned som vi skal bruge til vor datters bryllup denne sommer. Så er der nye udfordringer for vor kok.

Dagen bød også på et lille besøg i det værksted som gemmer sig bag kommunekontoret, og hvor flittige folk sidder og bearbejder rensdyr tak og tand fra hvalros til smykker, skræk uhyrer der kan onde ånder væk, - og andre nyttige sager, som kan sælges til sagesløse turister med løse penge i lommen. Her var en hyggelig og arbejdsom stemning på en stille dag.

Sikkert knap så stille og venligt bliver det i byen torsdag den 12. August. Her kulminerer krydstogtsæsonen med 6 skibe udenfor på reden og inde i havnen, - og 3400 gæster har mulighed for at stige i land!

Før sengetid gik vi (igen) en aftentur ud til isfjorden af den stemningsfulde træ bro som leder ud til den store dybfryser. Vi så en Odinshane; - en beskeden lille vandsneppe i et vandhul.

Den var på kort besøg i nord for at yngle inden den sætter mod syd for at sikre sig lunt vand om krop og ben i tropperne, medens vinterkulde tager over her. En meget hensigtsmæssig måde at indrette sig på.

Vi fik igen hellefisk til aften. Denne gang røgget i den ovn som Mads havde købt i STARK byggemarked. Det blev meget vellykket. Fisken blev serveret kold med revet gulerod og kogte kartofler. Enkelt og velsmagende. Forinden var fisken let saltet i køleskabet i 1 døgn.

Det blev til en stille torsdag i byen. Vi samlede på indtryk og dryssede rundt. Fik styr på hvordan vi kan sende fisk, krabbekløer og rejer hjem til Cille og Klaus bryllup. Vi fik handlet lidt i den lokale genbrugsbutik.

Jeg fik talt med lederen af det lokale kulturhus; - Simon Løvstrøm, der havde en Bang Jensen i sine aner oppe på Umanak-kanten. Vi fik en lang snak om teater- og kunst liv. Ham skal vi besøge når vi næste år kommer forbi. Så skal vi måske se film og høre fortælling …

Ude ved genbrugsbutikken lå en sjov lille cafe hvor vi købt os et lille glas saft og en stor bakke pommes frites. Det så skummelt og svært nedslidt ud, men rummede nogle søde og lidt sølle folk, der så Italien blive sendt hjem fra VM i bold. ”Det er forbudt at drikke alkohol og ryge hash” stod der på et opslag i Bar Tuka. Og der var sikkert god grund til at understrege det!

De danske fodboldspillere måtte senere sammen dag pakke kufferterne efter et nederlag på 3-1 til Japan. Der var langt mellem perlerne, og vi nåede aldrig til at spille champagne-fodbold i Sydafrika. Træner Morten Olsen sidder stadig og kigger på sine notater for at finde ud af hvad der egentlig gik galt!

Vi var også på bus-tur. Hele 2 ruter er der i den lille by. Busen snørkler sig af sted op og ned og ud og ind, og vi kom ud i nye kvarterer der var fyldt med farverige huse og hunde parkeret for sommeren. Der skulle være hundeglam overalt, og tilflyttede danske får nervøse trækninger når talen kommer på hunde og den stadig natlige hylen der flænser den store stilhed der eller findes her. Jeg spurgte efter ejeren af bussen, - for at forberede en evt. aftale til et besøg næste år, - men han var ikke at træffe. Var på havet for at fiske og ventedes først hjemme igen næste dag..

Også her til morgen er vejret usandsynligt smukt. Havet i bugten er stille og fiskerbåde er i aktion ud på havet. Det er hellefiske der fanges på langlinie. I går så vi to yngre mænd komme ind med fangst fra deres mindre åbne båd. Det er ikke de store fartøjer der er nødvendige hvis at man skal skaffe sig udkomme her, så der er en livlig underskov af små entreprenante mennesker som er selvstændige fiskere…

Vi får samlet vore fiskekøb og sendt det af sted til Danmark i en enorm og tung pakke som vi indlevere på havnen. 10 kg. Hellefisk fint fileteret på Brædtet. 10 kg. Rejer og 10 kg. Krabbekløer; - alt det sender vi af sted med skib mod syd. Det koster 165 kr. i fragt og pakken kan efter 3 ugers rejse afhentes i Grønlandshavnen i Aalborg. Om alt gå vel. Der må fremsendes 5 kg. Pr . modtager, og vi skulle derfor ryste op med navne på 7 modtagere. Og det var ikke så svært at finde navne på familie-medlemmer der skal dele den gode fisk med os…

Vi sejlede med en meget solid skib ca. 80 km. Mod nord. Her lå overfor Eqi bræen en lille lejr som havde en spændende forhistorie.

Herfra udgik i 50-erne en fransk ledet ekspedition som kørte ind på indlandsisen på køretøjer på larvefødder. Over nogle år pågik et spændende arbejde som skulle udforske isens bevægelser og sammensætning. Netop i Eqi er der nem adgang til isen, - og vi gik af det gamle spor frem mod moræne og is.. En flot naturvandring op ad, - og op ad, - og op ad…

Franske Emanuel Victor stod i spidsen for arbejdet med at udforske. Vi fik lejlighed til på hjemturen at se en gammel fransk bog og ekspeditionen. Der var fotos der fortalte indgående og etablering af byen i indlandsisen og kørslen på isen…

Mads og Hannah gik helt ind på isen. Lars og Bente listede sig senere opad og nåede langt, men ikke helt frem. Det var en hård dag, - men også flot at komme der op i 500 meters højde, hvorfra det var udsigt ned mod bræen, ned mod fjorden. Og udsigt ud over Arveprinsens Eyland over mod den evige is på 2-7-10isko øen.

Der var 12-15 små hytter på øen og en fælles stue for spisning, hvor kokken hed PA; - og var fra Thailand, mern på langtidsophold her blandt isbjergene. Hun satte 3 retter på bordet hver dag, og det alene var en oplevelse, der var rejsen værd. Vor guide på turen var ikke til mange stjerner, men på turen hjem fik vi glæde af en anden guide, som skulle starte som skolelærer efter sommerferien; - der var lidt mere krudt og ord i ham. For en erfaren guide er det naturligvis lærerigt og spændende at se hvordan kollegaer løsetr opgaven med at passe på gæsterne, og med at fortælle fortælle om hvad man kan se og opleve.

World of Greenland er den lokale aktør der har sat dette i værk, og er blot en del af et udviklet net af aktører her i Ilulissat-by. Byen tager mod ca. 60.000 turister om året, hvilket er ganske mange set i forhold til grøndlanske forhold. Man håber på endnu flere i fremtiden, og regner lige nu blandt andet på hvad det koste at udvide lufthavnens landingsbane så der kan tages charter fly ned i en direkte flyvning.

Tirsdag morgen

Her til morgen måtte vi møde kl. 7.45 hos Elke Meisner, som også afvikler et stort program med udflugter i Ilulissat. Det har hun gjort i 33 år.

Vi skal sejle med Smilla ud til Rodebay; - et lille udsted mod nord med 45 indbyggere. Turen herop tog kun en halv time. Den gode båd, der skulle videre till Eqi. Her i Rodebay tog den forplejninger ombord fra den lille restaurant der drives af et tysk ægtepar. Så her er en lille og effektiv tysk koloni, der gør det i tursit-arbejde, og det på et vanligt sagligt og godt grundlag.

Vi gik i land og fandt hurtigt ”Det røde Palæ”; - en lille week-end hytte som skulle være vort hjem de næste dage. Vejret var regnfuldt og stedet stille i den lette regn. Hytten var usædvanlig velindrettet og fyldt med nødvendigt udstyr til korte ophold. Dertil en fin udsigt mod Disko bugten. Så her er isbjerge lige udenfor vinduet. Kirkegården er nærmeste nabo, så der er kun rolige naboer, - samlingen af huse (og hunde) ligger lidt oppe mod nord. Et lille klynge gamle huse ned mod den fine naturhavn, - og spredt ud over klipperne bygdens små nyere beboelseshuse. Dertil en lille butik, og også et sted hvor man indhandlede fisk til forarbejdning og eksport.

Rodebay ligger lige ved Ilulissat, og nås nemt med båd, - også om vinteren med hundeslæde er det overkommeligt at komme herop. Et dansk lærerpar tager sig af de 4 elever i skolen. Skolen er samtidig kirke for byen. Men vi får nu udforske byen med den muligheder, men først skal vi have lidt tørvejr, - mon ikke at det kommer…

Stedet er et gammelt indhalingsted for hvaler fra den tid da især hollænderne hentede olie til Europas tran lamper på disse kanter. Det var da heller ikke lang tid siden der sidst var skudt en hval her; - en stor grønlandshval blev hevet på land til fordeling blandt de få indbyggere; - men måske drev der også andre til, når det rygtedes at der var gratis mad at få.

I gæstebogen i vort hus finder jeg op ad dagen en lille beretning om den sidste hvalfangst skrevet af Janne og David den 2. Maj 2010.

”Knap havde vi reddet os i land fra jollen over den tynde havis, før vi stødte ind i en fyr fra Naturhistorisk Museum i København. Han fortalte at der var fanget en grønlandsk hval, og den kom i land om nogle timer. De skulle have skelettet med hjem og udstille på Naturhistorisk Museum i København.

Kl. 22 var ”hele” byen stimlet sammen og de begyndte det nøjsomme arbejde med at få hvalen i land. Kl. 24.00 var de ikke nået meget længere - dyret var enormt og de havde problemer med at få det over iskanten - 16 meter viste det sig. Vi gik hjem til det røde palæ og fik varme i tæerne, mens de knap 15 mand arbejdede videre.

Kl. 7 i morges kiggede vi forbi igen. Hvalen var i land og halvvejs parteret. Jorden var dækket af kød, spæk og matlak i lange baner. Havet var blodrødt. Hjertet lå på jorden og var næsten lige så stort som mig. Sikke en oplevelse - helt fantastisk…”

Det viser sig at vi er løbet ind i noget der ligner heldagsregn, men heldigvis er der en meget fin lille bogsamling i huset, med rigtig spændende ting at fordybe sig i. Her var f.x. Hans Lyngby Jepsens sidste erindringsbog: ”Om lidt er vi lige gamle”. Som er opsamlende erindringsstof i blandet art, men spændende for en der som jeg har haft i daglige gang, - i det der engang var hans hjem; - Fattiggården”Sct. Jørgensgaard” i Aalborg. Nu, _ Huset i Hasserisgade, hvor jeg arbejdede i næsten 20 år.

Vi gik os også en lille eftermiddagslur i den regnvåde bygd. Der var ikke meget liv. En masse hunde at hilse på, og enkelte der sneg sig frem i regndisen. Fandt frem til butikken og fik lavet lidt små handel, der kan sætte aftensmad på bordet. Gik forbi det fine nye service-hus hvor der var mulighed for at vaske tøj, få sig et bad og dyrke motion, i et meget velindrettet kondirum. Et opsyn sad og så opsynsagtig ud, og havde svært ved at få tiden til at gå… Akkurat som den mand der bemandede posthuset, ikke syntes at være overbebyrdet…Her går livet sin stille gang, og der kan være vigtig at få nogle offentlige lønjob til stedet. Det fastholder service og købekraft!

På havet er den en livlig trafik af de små joller som fiskerne bruger, ohg også at den skibstrafik som turister og postbåde mellem bygderne udgør, - så der sker faktisk noget udenfor vinduerne, - men havlerne… hvor bliver de mon af….

Den fine gæstebog fortæller ellers om hyppige iagttagelser af de store dyr, - som har haft havet her udenfor som tumleplads i århundredere, måske årtusinder. Her er et dejligt forrådskammer, - fordi de kolde vand er næringsrigt så plankton, og senere små dyr og fisk har gode muligheder for at finde føde. Til sidst der store sluger; - hvalen i toppen af fødekæden med sit kæmpegap og siger HAPS1

Torsdag aften

Så er det vor sidste aften i Ilulissat. Vi har været af sted i et par dage til Rodebay; - og er kommet tilbage efter en fin sejlads med JF Johansen; - et skib som geologiske institut havde fået bygget i 1965 på bådværftet i Rantzausminde i Svendborg…Et værft med en lidt for interessant historie til at fortælles her. Nu sejlede den så med turister her oppe over polarcirklen. Skibets fører hed Jacob Fleicher, og var tilmed stedets dommer, - men brugte så gerne sin sommertid til at sejle med den pragtfulde båd. Det blev til en flot sejlads, krydret med en god grønlandssnak, tilbage til vor hjemmebase over et stille vand med kæmpe isbjerge, som de snart mange gange vi allerede havde faret på vandet her.

Hjemme skulle vi skynde os at gøre klar til farvel spisning på Hotel Hvide Falk; - Grøndlandsk bord med alt hvad vand og land kunne byde på; - fra isbjørn, hval og ren og meget mere. Alt flot indrettet og udsmykket af en kineser kok som gjorde tjenste her. Jo Grønland er en del af den internationale arbejdsdeling og her møder du bulgarske musikere på langtidsjob på det lokale dansested, - en thai-kvinde er værtinde ude i lejren i det fjerne hjørne, og her på Hvide Falk står der sandelig en kina-kok og laver fantasifulde bordudsmykninger af grønsager til ugens festbord.