På rejse til Lissabon.
En rejse-fortælling... fra ultimo januar 2014
En torsdag sidst i januar forlader vi Solgården ved midnatstid for at tage den lange togtur til Kastrup Lufthavn. Her skal vi kl. 7.00 om morgenen gå i et fly med retning mod Lissabon. Vi har sne og kulde hjemme, og lander efter 3 ½ times flyvning i et solfyldt Lissabon med temperaturer omkring de 10. grader. I løbet af eftermiddagen sniger termometret sig op på 16-17 grader. Vi nyder at sidde i solen og få en kop kaffe, og Lars kan tage den svære trøje af og gå lidt i skjorte-ærmer.
Lissabon kan være en svær nød at knække på kortet, - de mange områder med den forskellige historie. De små kvarterer kravler op og ned af høje og dale ned mod Tajo-floden. Når man er fremme hjælper det lidt at komme ud og gå i det, og få lidt retning og størrelse på det hele.
Først går vi lidt galt, men finder så frem mod centrum og pludselig sidder vi i den omtalte sporvogn nr. 28. En lille en af slagsen, med plads til 20 passagerer i sæderne. Nu går det ellers op og ned af de til tider meget snævre gader og ud på flotte boulevarder. Op og ned på en forvirrende, smuk og fascinerende tur. Fremad gennem gamle og nyere kvarterer. Hist og her snævre udkig mod floden og landskabet. En fantastiske introduktion til byen, som placeret på 7 høje eller små bjerge/bakkekamme.
Vi går derpå fra centrum op ad og hjem mod vort hotel, hvor vi nu kan komme ind på vore værelser og få os et tiltrængt hvil ovenpå en lange rejsedag. Bente har tilmed bestilt et udsigtsværelse med en beskeden balkon med sol stol. Velegnet for en ryger. Omhu i planlægningen ! Pris for et fint dobbeltværelse ca. 650 kr. pr. nat incl. morgenmad.
Fredag er dagen for den store by-rundtur for at få lidt styr på byens geografi. Vi er blevet glade for at tage disse storby-busture der bringer os forbi de væsentligste steder, og giver mulighed for at stå af og på. Det kan godt være en lidt langsommelig affære, men giver overblik, og tilmed får man den lokale fortælling som kommer ind i ørene ved en professionelle formidling, som fortæller historiske facts, som det kan være godt at få repeteret. Formiddagens tur gik ud til Belem og op i byen forbi Zoologisk have og Gulbekians berømmede museum.
Ved middagstid havde vi sat Connie Malek stævne. Hun skal hjælpe os som guide når vi til maj kommer tilbage med en lidt større gruppe på Lissabon-besøg. Hun har i mange år arbejdet som guide ude på Madeira, men er nu flyttet til fastlandet og arbejder med danske og norske grupper. Godt at få en række lokale råd, - og have en dansk-talende guide i baghånden til at hjælpe.
Eftermiddagens tur med bus gik så ud til det område i øst, hvor der for år tilbage blev afholdt Verdensudstilling i Lissabon. En voldsom og også lidt uskøn oplevelse. Opmuntrende var det at se, at de lokale var i gang med at hyppe bede op til kartofler. Foråret var i anmarch og der var aktivitet i de primitive koloni-haver, som fattigfolk havde fået klemt ind hvor der nu var plads. Vi endte inde på den centrale plads, hvor Bente nød en capucino og Lars prøvede sig frem med et glas portvin. Kaffen her er i den arabiske tradition…lille og koncentreret, og de har ikke endnu fået lært at lave det tynde sprøjt, vi hygger os med. Derfor er det mest vellykket at bede om en capucino!
På vandretur i det gamle kvarter Alfama.
Så skulle vi på opdagelse op i Alfama-kvarteret for at opsøge St. Jorge slottet eller fæstningen på toppen af bjerget. Det gik også fint med at finde det; - det handler om at gå op ad. På vej mødte vi mange spændende oplevelser: Ud over en lille strøm af de charmerende små sporvogne, fandt vi pludselig en fin souvenirs butik der var indrettet i en flot gammel hestestald, - med muret hvælvet loft, og et gammelt flot sten inventar fra heste-tiden. Fæstningsbyen og fæstningen er et miljø af enestående karakter. Her var stille og halvkoldt, og god plads sådan en januar-dag. Med lokalt liv og nogle få turister på kig. På vej ned fik Bente klippet enderne af det lange hår, så hun nu igen kan se ud til verden. En anden af vore rejse-traditioner er at vi forsøger at få os en klipning; - for her er der ofte egne lokale oplevelser at få !
Så ville vi opsøge Luso; - en Fado-hus som vi havde fået anbefalet. Fado er en lokale sang- og musik-tradition, hvor oftest en kvindelig sanger bringer os til et rum fyldt med melankoli og længsel…Det var ikke nogen nem opgave at finde frem. Med hjælp fra politi og en venlig mand lykkedes det os at finde stedet på toppen af en af de andre af byens syv høje. Så fik vi styr på det, men udsatte deltagelsen til at vi kom tilbage til maj. Her var en fint show og plads til grupper og for en pris af ca. 50 euro får man spisning, drikkevarer og show. Så det må vi prøve med vore gæster.
Så listede vi godt overtrætte i fødder og hoveder hjem til vore senge, medens byens hjemløse gjorde klar til nok en nat udendørs ved de fine butikker langs hovedgaden. Hvis de da ikke var i gang med at tjene en euro ved at hjælpe folk frem til en parkeringsplads….som der altid er mangel på i de store stæder. Her var ikke mere synlig fattigdom end som man finder i andre europæiske storbyer nu om stunder. Her er det værste møde vi har haft uden tvivl forholdene i Rom. På vor europæiske skala for synlig fattigdom placerer Lissabon sig pænt mellem København og Rom. Måske er fattigdommen i København mere synlig end i Lisabon!
Så har vi lejet os en lille Smart-bil
Sintra – et jordisk paradis !
Lørdag morgen stod der en lille Smart-bil og ventede på os nede ved receptionen. Vi havde sat en tur til Sintra på arbejdsplanen. Oppe i bjergene, en snes kilometer uden for Lissabon er et meget berømmet område med slotte og flotte pragtboliger. Et historisk område som der valfartes til. Heldigt for os er vi her i en meget stille tid, og det er regndis og januar-køligt, så vi har veje og gader i Sintra næsten for os selv. Her er sikkert mere end hektisk, når turistbusserne for alvor kommer ud at køre.
H.C. Andersen var her på den rejse til Portugal som han foretog i 1866. Det kom der en fin bog ud af, som med stor udbytte kan bruges som en introduktion til det Portugal der var dengang, men også som en fordybelse af vor store landsmænds sammensatte personlighed, og hans formidable karriere i hans samtid. Henrik Wiwel har udgivet en lille bog som fortæller mere tidssvarende om hvad vi netop nu kan se på disse strøg. Begge bøger var med i rejsebagagen og kan være fint foder til den læse-sultne! Det var H.C. Andersen der gav Portugal stemplet ”Det jordiske paradis!”
Efter vor vandring i Sintra tog vi på vildveje i vor lille Smart-bil op i højder. Her kan 2 biler ikke passerer hinanden, men man må bakke tilbage for at holde ind, når man i hårnåle-sving møder en modkørende. Vi stødte ind i et lille lørdags-marked i et vejkryds, hvor lokale bønder kom ned med deres små traktorer og solgt at markernes udbytte. Her er rigelig af såvel regn som sol, så her kan man høste 2-3 gange på de små jordlodder, der klistrer sig op af de små bjerge. Et flot udbud af grønsager og frugt. Marmelade, oste og pølser var til salg. Vi fik vist vejen vi søgte, ud til Cape de Roche, hvor landet forsvinder ud i havet, for først igen at dukke op, derovre hvor det hedder Amerika! Det euro-asiatiske kontinents vestligste punkt. Her var forblæste og barskt og smukt. Som ved Maarup Kirke i Vendsyssel. Blot falder landskabet here mere end 120 meter ned. Og Atlanten buldrer i bunden.
Så gjaldt det om at finde tilbage til Lissabon, måske kunne vi finde det vej hvor James Bond og hustru i den gamle film ”Cassino Royal” kører langs kystvejen med dens strålende udsigter og glamurøse hoteller. Det går, - som bekendt galt for fruen, og hun dør, og siden da har James måtte klare sig med løse kvinde-bekendskaber !
Næste opgave var at finde et godt sted at spise med vore maj-gæster. Vort hotel er i en af disse moderne hotel-ghettoer, hvor almindeligt liv er skubbet til side. Indkøbsmuligheder er begrænsede og hygge – cafeer en mangelvare, fordi at beton og stål dominerer, så almindelig jævn aktivitet har vanskelige vilkår, men vi fandt et beskedent spisested tæt på. Her var ganske tomt kl. 20.00; men efter at vi fik sat os på vinduespladserne ud mod gaden, dukkede de hungrige hurtigt op, og snart var det lille spisested et hyggeligt sted. Her var også koldt, så alle beholdt deres lette jakker eller frakker på. Central opvarmning som er gængs hos os, er ikke noget man arbejder med her, hvor solen det meste af året er en stabil partner.
På vandretur i det gamle kvarter Alfama.
Så skulle vi på opdagelse op i Alfama-kvarteret for at opsøge St. Jorge slottet eller fæstningen på toppen af bjerget. Det gik også fint med at finde det; - det handler om at gå op ad. På vej mødte vi mange spændende oplevelser: Ud over en lille strøm af de charmerende små sporvogne, fandt vi pludselig en fin souvenirs butik der var indrettet i en flot gammel hestestald, - med muret hvælvet loft, og et gammelt flot sten inventar fra heste-tiden. Fæstningsbyen og fæstningen er et miljø af enestående karakter. Her var stille og halvkoldt, og god plads sådan en januar-dag. Med lokalt liv og nogle få turister på kig. På vej ned fik Bente klippet enderne af det lange hår, så hun nu igen kan se ud til verden. En anden af vore rejse-traditioner er at vi forsøger at få os en klipning; - for her er der ofte egne lokale oplevelser at få !
Så ville vi opsøge Luso; - en Fado-hus som vi havde fået anbefalet. Fado er en lokale sang- og musik-tradition, hvor oftest en kvindelig sanger bringer os til et rum fyldt med melankoli og længsel…Det var ikke nogen nem opgave at finde frem. Med hjælp fra politi og en venlig mand lykkedes det os at finde stedet på toppen af en af de andre af byens syv høje. Så fik vi styr på det, men udsatte deltagelsen til at vi kom tilbage til maj. Her var en fint show og plads til grupper og for en pris af ca. 50 euro får man spisning, drikkevarer og show. Så det må vi prøve med vore gæster.
Så listede vi godt overtrætte i fødder og hoveder hjem til vore senge, medens byens hjemløse gjorde klar til nok en nat udendørs ved de fine butikker langs hovedgaden. Hvis de da ikke var i gang med at tjene en euro ved at hjælpe folk frem til en parkeringsplads….som der altid er mangel på i de store stæder. Her var ikke mere synlig fattigdom end som man finder i andre europæiske storbyer nu om stunder. Her er det værste møde vi har haft uden tvivl forholdene i Rom. På vor europæiske skala for synlig fattigdom placerer Lissabon sig pænt mellem København og Rom. Måske er fattigdommen i København mere synlig end i Lisabon!
Så har vi lejet os en lille Smart-bil
Sintra – et jordisk paradis !
Lørdag morgen stod der en lille Smart-bil og ventede på os nede ved receptionen. Vi havde sat en tur til Sintra på arbejdsplanen. Oppe i bjergene, en snes kilometer uden for Lissabon er et meget berømmet område med slotte og flotte pragtboliger. Et historisk område som der valfartes til. Heldigt for os er vi her i en meget stille tid, og det er regndis og januar-køligt, så vi har veje og gader i Sintra næsten for os selv. Her er sikkert mere end hektisk, når turistbusserne for alvor kommer ud at køre.
H.C. Andersen var her på den rejse til Portugal som han foretog i 1866. Det kom der en fin bog ud af, som med stor udbytte kan bruges som en introduktion til det Portugal der var dengang, men også som en fordybelse af vor store landsmænds sammensatte personlighed, og hans formidable karriere i hans samtid. Henrik Wiwel har udgivet en lille bog som fortæller mere tidssvarende om hvad vi netop nu kan se på disse strøg. Begge bøger var med i rejsebagagen og kan være fint foder til den læse-sultne! Det var H.C. Andersen der gav Portugal stemplet ”Det jordiske paradis!”
Efter vor vandring i Sintra tog vi på vildveje i vor lille Smart-bil op i højder. Her kan 2 biler ikke passerer hinanden, men man må bakke tilbage for at holde ind, når man i hårnåle-sving møder en modkørende. Vi stødte ind i et lille lørdags-marked i et vejkryds, hvor lokale bønder kom ned med deres små traktorer og solgt at markernes udbytte. Her er rigelig af såvel regn som sol, så her kan man høste 2-3 gange på de små jordlodder, der klistrer sig op af de små bjerge. Et flot udbud af grønsager og frugt. Marmelade, oste og pølser var til salg. Vi fik vist vejen vi søgte, ud til Cape de Roche, hvor landet forsvinder ud i havet, for først igen at dukke op, derovre hvor det hedder Amerika! Det euro-asiatiske kontinents vestligste punkt. Her var forblæste og barskt og smukt. Som ved Maarup Kirke i Vendsyssel. Blot falder landskabet here mere end 120 meter ned. Og Atlanten buldrer i bunden.
Så gjaldt det om at finde tilbage til Lissabon, måske kunne vi finde det vej hvor James Bond og hustru i den gamle film ”Cassino Royal” kører langs kystvejen med dens strålende udsigter og glamurøse hoteller. Det går, - som bekendt galt for fruen, og hun dør, og siden da har James måtte klare sig med løse kvinde-bekendskaber !
Næste opgave var at finde et godt sted at spise med vore maj-gæster. Vort hotel er i en af disse moderne hotel-ghettoer, hvor almindeligt liv er skubbet til side. Indkøbsmuligheder er begrænsede og hygge – cafeer en mangelvare, fordi at beton og stål dominerer, så almindelig jævn aktivitet har vanskelige vilkår, men vi fandt et beskedent spisested tæt på. Her var ganske tomt kl. 20.00; men efter at vi fik sat os på vinduespladserne ud mod gaden, dukkede de hungrige hurtigt op, og snart var det lille spisested et hyggeligt sted. Her var også koldt, så alle beholdt deres lette jakker eller frakker på. Central opvarmning som er gængs hos os, er ikke noget man arbejder med her, hvor solen det meste af året er en stabil partner.
På vandretur i det gamle kvarter Alfama.
Så skulle vi på opdagelse op i Alfama-kvarteret for at opsøge St. Jorge slottet eller fæstningen på toppen af bjerget. Det gik også fint med at finde det; - det handler om at gå op ad. På vej mødte vi mange spændende oplevelser: Ud over en lille strøm af de charmerende små sporvogne, fandt vi pludselig en fin souvenirs butik der var indrettet i en flot gammel hestestald, - med muret hvælvet loft, og et gammelt flot sten inventar fra heste-tiden. Fæstningsbyen og fæstningen er et miljø af enestående karakter. Her var stille og halvkoldt, og god plads sådan en januar-dag. Med lokalt liv og nogle få turister på kig. På vej ned fik Bente klippet enderne af det lange hår, så hun nu igen kan se ud til verden. En anden af vore rejse-traditioner er at vi forsøger at få os en klipning; - for her er der ofte egne lokale oplevelser at få !
Så ville vi opsøge Luso; - en Fado-hus som vi havde fået anbefalet. Fado er en lokale sang- og musik-tradition, hvor oftest en kvindelig sanger bringer os til et rum fyldt med melankoli og længsel…Det var ikke nogen nem opgave at finde frem. Med hjælp fra politi og en venlig mand lykkedes det os at finde stedet på toppen af en af de andre af byens syv høje. Så fik vi styr på det, men udsatte deltagelsen til at vi kom tilbage til maj. Her var en fint show og plads til grupper og for en pris af ca. 50 euro får man spisning, drikkevarer og show. Så det må vi prøve med vore gæster.
Så listede vi godt overtrætte i fødder og hoveder hjem til vore senge, medens byens hjemløse gjorde klar til nok en nat udendørs ved de fine butikker langs hovedgaden. Hvis de da ikke var i gang med at tjene en euro ved at hjælpe folk frem til en parkeringsplads….som der altid er mangel på i de store stæder. Her var ikke mere synlig fattigdom end som man finder i andre europæiske storbyer nu om stunder. Her er det værste møde vi har haft uden tvivl forholdene i Rom. På vor europæiske skala for synlig fattigdom placerer Lissabon sig pænt mellem København og Rom. Måske er fattigdommen i København mere synlig end i Lisabon
Så har vi lejet os en lille Smart-bil
Sintra – et jordisk paradis !
Lørdag morgen stod der en lille Smart-bil og ventede på os nede ved receptionen. Vi havde sat en tur til Sintra på arbejdsplanen. Oppe i bjergene, en snes kilometer uden for Lissabon er et meget berømmet område med slotte og flotte pragtboliger. Et historisk område som der valfartes til. Heldigt for os er vi her i en meget stille tid, og det er regndis og januar-køligt, så vi har veje og gader i Sintra næsten for os selv. Her er sikkert mere end hektisk, når turistbusserne for alvor kommer ud at køre.
H.C. Andersen var her på den rejse til Portugal som han foretog i 1866. Det kom der en fin bog ud af, som med stor udbytte kan bruges som en introduktion til det Portugal der var dengang, men også som en fordybelse af vor store landsmænds sammensatte personlighed, og hans formidable karriere i hans samtid. Henrik Wiwel har udgivet en lille bog som fortæller mere tidssvarende om hvad vi netop nu kan se på disse strøg. Begge bøger var med i rejsebagagen og kan være fint foder til den læse-sultne! Det var H.C. Andersen der gav Portugal stemplet ”Det jordiske paradis!”
Efter vor vandring i Sintra tog vi på vildveje i vor lille Smart-bil op i højder. Her kan 2 biler ikke passerer hinanden, men man må bakke tilbage for at holde ind, når man i hårnåle-sving møder en modkørende. Vi stødte ind i et lille lørdags-marked i et vejkryds, hvor lokale bønder kom ned med deres små traktorer og solgt at markernes udbytte. Her er rigelig af såvel regn som sol, så her kan man høste 2-3 gange på de små jordlodder, der klistrer sig op af de små bjerge. Et flot udbud af grønsager og frugt. Marmelade, oste og pølser var til salg. Vi fik vist vejen vi søgte, ud til Cape de Roche, hvor landet forsvinder ud i havet, for først igen at dukke op, derovre hvor det hedder Amerika! Det euro-asiatiske kontinents vestligste punkt. Her var forblæste og barskt og smukt. Som ved Maarup Kirke i Vendsyssel. Blot falder landskabet here mere end 120 meter ned. Og Atlanten buldrer i bunden.
Så gjaldt det om at finde tilbage til Lissabon, måske kunne vi finde det vej hvor James Bond og hustru i den gamle film ”Cassino Royal” kører langs kystvejen med dens strålende udsigter og glamurøse hoteller. Det går, - som bekendt galt for fruen, og hun dør, og siden da har James måtte klare sig med løse kvinde-bekendskaber !
Næste opgave var at finde et godt sted at spise med vore maj-gæster. Vort hotel er i en af disse moderne hotel-ghettoer, hvor almindeligt liv er skubbet til side. Indkøbsmuligheder er begrænsede og hygge – cafeer en mangelvare, fordi at beton og stål dominerer, så almindelig jævn aktivitet har vanskelige vilkår, men vi fandt et beskedent spisested tæt på. Her var ganske tomt kl. 20.00; men efter at vi fik sat os på vinduespladserne ud mod gaden, dukkede de hungrige hurtigt op, og snart var det lille spisested et hyggeligt sted. Her var også koldt, så alle beholdt deres lette jakker eller frakker på. Central opvarmning som er gængs hos os, er ikke noget man arbejder med her, hvor solen det meste af året er en stabil partner.
