De sidste dage af vort ophold på New Zealand har vi tilbragt på en campingplads ved Orere Beach ca. en times kørsel fra Auckland. Auckland området rummer flere end en million mennesker, og vi har valgt ikke at bruge tid på byen, fordi at vi har mødt store byer nok i vort liv, og foretrak det stille landlige liv, - som viste sig ikke at være så stille endda. Pladsen her var fyldt med folk på juleferie. De fyldte pladsen med deres store biler, deres store både og deres store telt og alt grej til grill og børns hygge. Her en en åben og rar stemning; - så man går og nynner "Det var et liv i sus og dus i mormors koloni-havehus"...Her er da også en en del fast liggere som giver en grundstemning, og vi kan høre at flere kommer her hver jul fordi at børnene er glade for det fælles liv der er her.
Som hjemme, er vi på besøg i et klassesamfund, og vi er rykket fra overklassens ferie-strøg til Hr. og Fru New Zealand...Vore nabo tjener sit brød ved at drive en lille firma som slåer nogle af de meget velplejede græsplæner, som landet er så fyldt med. En anden nabo er en Århus-dreng som har været her siden 1995. Han har lige været hjemme for at hilse på et medlem af familien som er alvorligt syg. Han er glad for at være her, fordi her er færre regler og man nemmere kommer frem, men siger også, at man helst ikke skal være syg her... Han er her med en stor og sammenbragt familie med søde børn, som gerne vil i kontakt med naboerne ved siden af, som kommer fra "Dads country". Han hører til blandt dem der har giftet sig til retten til at blive her, og arbejder i IT branchen.
Vi går en tur i en lille fredeligt sted¸- Duders, - hvor vi når ud i et fantastisk landskab hvor engang en lille maori koloni havde deres hjem inden de i 1850 solgte stedet til en skotte der kom forbi. Nu er stedet en yndet udflugtsmål for folk på en lille travetur...og det er der rigtig mange der er glade for. Vi forsøgte at holde trit med en ældre mand på "tramping". Det var ikke nemt. Han fortalte at han kunne klare at gå i 12 timer, og kendte stederne her omkring fint.
Kørslen ind fra Dudders mod Clevedon gik gennem en smuk dal, med flotte, flotte gårde som syntes at være beboet af velhavere, for landbruget lå mange steder ødet, og stederne var her store boliger med lidt heste og andet hygge...Her bor folk rigtig flot med mange kvadrat meter og udsigter over vand og land som vi slet ikke kender til hjemme hos os... I Clevedon havde vi base; - og søgte forgæves at købe noget ordentlig mad. Der er ikke nemt ude på landet, hvor der sælges en masse halvfabrikata af varierende kvalitet. Her var to middelmådige dagligvarebutikker, begge drevet af personer af indisk afstemning, der synes at have en stærk stilling inden for megen daglig handel. Så benzin stationer, cafeer m..v. er ofte håndteret af indisk, kinesisk eller polynesisk personale, medens de europæiske folkestammer "sidder på flæsket" og bliver opvartet, eller tager sig af det grovere arbejde indenfor landbrugt, byggeri m.v.
Vi besøgte en lille kirkegård i Clevedon. Det er altid spændende at se hvordan folk gravskik er når man kommer ud. her er kirkegårdene spredt over landskabet og ofte ganske små. De er uden væsentlig dekoration og hegning, og rummer de gamle monumenter, som vi hos os hastigt kører på lossepladsen når en tilmål tid er løbet ud. Her får de fine sten lov til at stå, og ind ved siden kiles en ny sten med en ny begravelse i familien. Vi fandt naturligvis og en grav med danske rødder. Victor Poul Hansen var begravet her....Overalt finder man danske navne F.eks. kan man hedde Hansen...Det gør den nye landstræner for nationens største stolthed netop nu. Verdensmestrene i Rugby 2011: All Blacks fra New Zealand.....
Historien om Mikes familiegård, er en speciel, - og måske også typisk New Zealand fortælling. Da faderen kom hjem fra 2. verdenkrig, hvor han havde været pilot på Hurricane-fly der gik mod Tyskland, var han heldig at vinde en blok land her. Jord som staten havde gjort klar til udstykning og delvis ryddet og hegnet. Klart til nye setlere. De var rå land som langsom skulle sættes i kultur. Han kendte området fordi at han havde beøgt stederne her på fisketure med sin far. De første 6 år boede han i 12 mands militær-telt, medens ejendommen langsomt kom i kultur og besætningen fik lov til at vokse. Så kunne han bygge sig et hus, - og også få sig en kone. Det gamle telt er stadig på gården....
Mike kører os ud til en lille sted i skoven hvor hans forældre plejede at tage de 4 børn med på udflugt. Her er en naturlig "hot pot"; - et sted vor varmt vand strømmer frem fra jordens indre og blander sig med vand i den lille flods løb og hvor der er et naturligt bassin, der er som skabt til at bade i. Tilmed har naturen placeret et lille vandfald her, som man kan stille sig ind under. Man skal vogte sig for at få hovedet under vandet, for der kan være en bakterie i vandet, som kan gå på hjernen og forårsage betændelse; - vi vover forsøget og får en fantastisk oplevelse ud i skoven i solskin.
Derpå går turen til Wonderland; - et velindrettet besøgssted hvor kan møde den vulkanske fortælling for området. Her kan man vandre mellem boblende svovlsøer, kratere og laguner. Alt farvelagt i de forskellige kulører som mineralerne med vandet bringer frem fra jordens indre. Et sted har svaler og andre fugle fundet en nem metode for udrugning af deres fugleæg. De borer huler ud i den bløde vulkanske væg, og placere deres æg. Rede med indbygget varme, - det sparer er masse ruge-arbejde. Ja, - naturen er underfuld.
Vi slutter dagen med en gåtur i Roturua¸- også en by på vulkaner. Her er træder blandings befolkningen tydeligere igennem¸- idet her er flere maori-folk, polynesere og asiatiske folk i gadeliv og i forretningsliv. Hvor sydøen var klart europæisk domineret, udgør de østlige folkestammer her et mere og mere tydeligt element i gadebilledet. Her er feriestemning og en let julestemning i dagene op mod jul. Vi får købt os en Pavelova for vi skal lave mad i aften hjemme hos Mike, - og så skal vi have lammekoteletter og Pavelova....
