- Med Bente og Lars Bang Jensen på besøg i Tanzania januar 2019





INDSAMLING TIL MUUNGANO



Jeg mødte gamle venner i Dar es Salaam. Dansetruppen Muungano Cultural Troupe. Jeg lovede at forsøge at samle penge ind til nye dragter, instrumenter m.v. som kunne styrke truppens arbejde. Se mere i artikel nedenfor.


Det går godt med indsamling. Jeg lovede at forsøge at rejse 20.000 dkr. til disse nye indkøb til truppen. Nu kan du give et bidrag via Mobilpar på nr. 8008YY. Giver du 200 kr. eller mere sender jeg en lille gave til dig....hvis at du sender mig en mail med din adresse.


Indsamlingen er forløbet således:

  • IDA (Ingeniørforeningen i Danmark) foredrag. 2.000 kr.,
  • Ferslev Sogn foredrag. 2.000 kr.,
  • Hasseris Seniosport foredrag. 800 kr.,
  • Svenstrup Seniossport foredrag m.v. 1590 kr.
  • Y-men Aalborg. donation 5.000 kr.,
  • Allan Vokstrup donation 2500 kr,
  • Lotteri KulturKlub Fokus julefrokost 1100 kr.


Ialt indsamlet 8. december 2019: 15.431,90 kr.


Jeg forsøger at nå venner af Muungano Cultural Troupe via et indsamlingsbrev. Kender du folk der kunne tænkes at give et bidraga til det gode formål...så giv dem en melding om at vi samler ind til vore venner i Dar es Salaam.




Et hus i Dar


Vi skal til og i gang med 2019. Nytårsaften er fejret i stilhed hjemme på Solgården, for tidligt skal vi op og af sted på en rejse på mere end 7.000 kilometer, som trækker tråde 25 år tilbage. Men vi starter med tureni lufthavnen i Aalborg for at finde et KLM-fly til Amsterdam. Det letter kl. 6.00; så vi skal op kl. 4.00 for at fodre dyr en sidste gang. I Amsterdam når vi i et fly, der skal mellemlande i Kilmanjaro Airport for at sætte folk af. De skal opleve Serengeti eller andet spændende i det nordlige Tanzania.


Da vi når den 1. januar og klokken er 23.00, er vi fremme i Dar es Salaam. Her er en lille modtagelses komite mødt frem i lufthavnen. Den består af Sylvia og nogle fra hendes familie. Sylvia er vor kontakt til Tanzania hjemme i Danmark. Nu er hun på julebesøg hos sin familie. Hun har lovet at være vor medhjælper. Første nat skal vi på hotel, dernæst skal vi bo hos hendes søster Angela. Foran os har vi godt to uger til at opleve afro-liv som det udfolder sig her. Lars var forbi i 1993 med en gruppe unge fra Aalborg. Nu 25 år efter skal han genopleve Tanzania, og vise Bente hvordan livet udfolder sig ved ækvator.


Søster hedder Angela og svoger hedder Mohamed. Begge har arbejdet ved jernbanen i landet. Mohamed som ingeniør. Vivian som bogholder og boss i administrationen af den lokale jernbanes værksted. Angela er stadig af sted hver dag til lange arbejdsdage. 7 dage om ugen er hun på job fra kl.10.00 til kl. 18.00. Mohamed er på pension og spændt på, hvad det indebærer. Som han siger: Han er ”retired, but not tired”. Han er i gang med flere større projekter, som skal beskæftige ham over de kommende år, og som kan være med til at sikre familiens økonomi i årene fremover.

De har megen plads til rådighed her på deres store grund, hvor der er flere huse med gode værelser, så folk kan få en seng i kort eller lang tid, når de kommer forbi. I hjemmet bor nu Angela og Mohamed og deres to voksne børn, en house boy og en house girl. Og så er vi på besøg: Sylvia, Lars og Bente. Desuden er bedstemor Agnes på visit.


Der er et anderledes og trygt dagligliv her. Måltider indtages lidt forskelligt. De fine gæster fra nord bliver budt til bords indenfor i villaen og sidder på tunge vesterlandske stole, sammen med Mr. Mohammed og søster Angela, mens bedstemor tydeligvis foretrækker at være ude ved bålet bag huset. Her får hun sin te og sin risbolle siddende på jorden. Så her er ikke nogen samlet spisning. Fra tidlig morgen til sen aften er Elisabeth; - vor house girl, i stille og værdig aktivitet med at gøre de mange praktiske ting som rengøring og klargøring, og den konstante forberedelse af måltider.

Mr. Mohamed indleder dagen med bære spande med vand rundt til buske og træer på den store grund. Der er hans faste morgen motion, når dagen starter kl. 6.00, og målet tydeligvis at sikre at træer og buske trives, for de hjælper med at holde luften ren og kølig, for dem der bor her. Det er hans fornuftige synspunkt., så her bliver vandet hver morgen i ca. 20 minutter.


Langsomt tager vi vort nærområde til os. Den store by er hele vejen omkring os. Vi er måske tre kilometer fra centrum. Der bor 5- 6 millioner mennesker her i hovedstadsområdet, så der er en meget voldsom aktivitet, som godt kan være overvældende at blive kastet ud i, når man kommer fra et meget lille land som Danmark. Heldigt for os har vi gode lokale hjælpere som passer på os, og hjælper os frem.


Torsdag går turen op til Bagamoyo sammen med Remi. Remi er Sylvias skoleveninde og har en flot Mercedes bil at køre i. Så kan vi sidde inde i kølighed og kigge ud på livet under solen. Temperaturen kravler hver dag op over de 30 grader, så det er en varm omgang. Også nætterne er varme, hvor temperaturen ikke når ned under de 25 grader. Vi har en vældig vinge i loftet. Den sikrer en vis kølighed i rummet, men her er intet behov for dyner at gemme sig under. Konstant sveder kroppen for at finde sig til rette. Udenfor må man stadigt søge skygge for at fastholde kræfter gennem dagen.


Bagamoyo var engang i den tyske koloni-tid hovedstad i Tysk Øst-afrika. Så flytter denne værdighed sydpå til Dar es Salaam , for her er mulighed for at etablere bedre havneforhold for de entrepenante tyskeres virksomhed. Her i Bagamoyo er der lavet aftale med en lokal guide der hedder Tobias. Han viser os rundt på meget professionel vis. Han er tidligere skolelærer, men klarer sig nu som freelance guide for turister. Sidst på dagen besøger vi det lokale strand, hvor fiskere lander deres fangst, og hvorfra der går både mod øen Zanzibar ude på kysten. Byen er et stille sted med et eget liv, mens der er hektisk på stranden, hvor fiskerbådene kommer ind.

I Bagamoyo møder vi en forunderlig historie ved museet. Her kommer Dr. Livingstone forbi på vej tilbage til England, hvor han skal hvile i Westminster Abbey efter sin død langt inde i Afrika. Han må have været en meget agtet person her som i England. Tobias fortæller, at efter hans død tog man hans indvolde ud og smurte ham ind i salt, og lagde ham ud i solen i 14 dage. Akkurat som man forberede fisk på en lang transport. Derpå bar man ham gennem det halve Afrika frem til Bagamoyo; - hvor hans krop blev æret i et døgn for derpå at gå via Zanzibar til London. En farverige historie, som fortaltes med stor æresfølelse for en mand der viede sit liv til Afrika, og som også talte for at man skulle sørge for at få brudt slaveriets tyranni. Der gik ca. 150 år inden slaveriet blev endeligt forbudt overalt!


På vej hjem kører vi forbi Remis hjem. Hun har bygget sig et lille palads i klassisk empirestil i en bebyggelse nord for Dar. I otte år var hun under uddannelse i Moskva, derpå tre år i USA. Så denne søde verdensdame har hentet inspirationer med sig hjem, da hun skal bygge sig et hjem for sig selv og manden Edgar og deres to børn. De har fået sig et fantastisk hus i to etager på en mindre grund. Også her er house boy og house girl, og alt er i fornem orden. De er begge folk med høj uddannelse og sidder i stillinger med stort ansvar. De har bygget sig et internationalt hus med klasse., og har et travlt liv der blandt andet indebærer at de pendler mellem deres hus ude på kysten og hovedstaden Dodoma langt inde i landet. Datteren på 11 år er på kostskole i Kenya. Det foretrækkes af mange her, for skolerne er bedre der, siges det. Mange vi møder har haft hele deres opvækst på kostskoler, og relationen mellem børn og forældre er tydeligt et andet sted end hos os. Børns opdragelse, og samværet med børn er lagt i hænderne på en “nanny” eller på kostskolen.

er ikke de primære omsorgspersoner, men er personer, som man sjældent har adgang til, sådan opleves det i hvert fald hos nogle af dem, vi besøger. Forældrene har travlt med deres job, og med andre ting der er vigtige for dem. En forsimpling måske, for man møder rigtig megen dejlig barn-voksen samvær, men de materielle vilkår, religion og tradition er et andet sted. Samtidig opleves stor respekt og ærbødighed overfor forældre, og en stor agtelse af ældre folk, som nu os selv.







Zanzibar.....en tidslomme





Det er blevet lørdag i Afrika og vi er sejlet over til øen Zanzibar. Øen er blevet en del af Tanzania for mange år siden, men har på flere områder en anden historie end fastlandet. Her er spændende oplevelser at møde; - måske kan man kalde det en lille tidslomme, hvor dele af livet fra “de gamle dage” er fastholdt, samtidig med at alt det moderne er kommet til.


Vi skal af sted tidligt om morgenen for at få en god lang dag på Zanzibar, så klokken er 7.00, da vi sejler ud med en hurtigfærge. På to timer når den Zanzibar. Vi får lidt gyngetur med på billetten, men har en dejlig overfart. Susan er sendt med os som anstandsdame og som venlig hjælper; - og også på øen er en lokal ung mand tilsagt til at hjælpe os gennem vore dage på øen. Sådan er der afrikanske omsorg for gæster. Vi er næsten pakket ind i opmærksomhed og hjælpsomme hænder. Det gør det meget trygt at færdes, for der kan være mange folk omkring en, og man kan føle sig en smule fortabt i sit hvide skind, mellem alle de sorte og venlige mennesker.


Vi finder os et fint logi i Stone Town, den gamle arabisk-indiske inspirerede bydel ved havnen i hovedstaden. Her er et hostel med en fair pris og dejlige rene værelser. Alt hvad vi har brug for. Det koster os ca.1.000 kroner at finde logi her for to nætter for tre personer i to værelser.

Det betyder at vi betaler 80 kr. pr. overnatning incl. et beskedent morgenbord. En fair pris, når tilmed havet med dejlig badestrand kun ligger fem minutters vandring fra hoveddøren.


Vor guide er fået kælenavnet “BABBU ALI” i familien. Det betyder noget i retning af “Bedstefar Ali”; - eller “Gamle Ali”; - selvom Ali kun er en voksen mand i 30'erne. Han kan fortælle fint og flot om byen og øens historie; - men nok så spændende er det, at gennem ham får vi et indtryk af unge afrikaneres muligheder i livet. Arbejdsløshed blandt unge er måske 50 procent, - måske er den 80 procent, siger Susan, der selv er en blandt de mange med god uddannelse, der ikke kan finde job. Hun har i 18 år være på kostskole, high school og universitet i Kenya, men har ikke kunnet finde job. Lige nu træller hun som ubetalt volontør på et kontor fem dage om ugen; - i håb om at få sig presset sig ind i et job. I Tanzania er landbruget og staten stadig de store arbejdsgivere. Industriel produktion foregår også her i Indien eller Kina... Familie-relationer og netværk er afgørende for at få et job.

Så er der naturligvis mulighed for at slå sig igennem indenfor handel og service, men mange af de unge vi møder er uden job; - og fanget i en situation, hvor de er nødt til at være familiært forsørgede. Det betyder at de ikke kan stifte familie, ikke kan få egen bolig og opnå mange af de goder som er naturlige for os at opnå i et voksen liv.


Her på Zanzibar oplever vi blandt mange fortællinger, også sider af slaveriets historie som det udfoldede sig på Afrikas østkyst. Det sker i fortællingen om transporterne til øen, slavehusene og stedet hvor der blev holdt auktion over de indfangede eller købte folk. En broget historie som ikke pynter på menneskehedens historie. Det er fint at få lidt flere informationer, om hvad og hvordan det skete.

Det var i høj grad arabiske handlende, der var primus motor på denne side af Afrika. Aftagerne var folk i Indien, de arabiske lande, samt lokale plantager drevet af arabere eller indere. De var en folkelig og kirkelig etisk debat i England og Frankrig, der var med til at sætte en stopper for slavehandlen. Politiske initiativer afledt af debat om menneskenes værdighed og rettigheder, som det aflæses i den amerikanske uafhængigheds erklæring og i den franske revolutionens fordring om frihed, lighed og broderskab! Sådan fortælles historien om det på de her kanter. Omkring år 1800 begynder slaveriet at vokse i voldsomhed, debatten styrkes og f.eks. er Dr. Livingstone en del af den debat.


Da aftenen falder på tager vi os et bad i havet, som her er en afkrog af Det indiske Ocean. Vandet er fantastisk; - lunt og salt med stærke bølger. Et enestående badeliv udfolder sig midt i storbyen.

Hundredvis promenere i aftensolen. Mange børn og unge er i bølgerne. Vi er heldige, at der denne lørdag eftermiddag afvikles en kapsejlads mellem de lokale fiskerbåde. Her fiskes stadig fra træbåde uden motor. Dhows hedder de slanke håndbyggede både med to udliggere og et enkelt skrå-stillet sejl.

Måske er 20 både med i en kammeratlig kapsejlads. De lokale spidser er sat under en opdækket plads i rækker med plasticstole; men havet viser er smule kraft og pludselig får hele det fine selskab vand i skoene, medens de første både stryger på land med stor kraft. Et band er sat til at spille den lokale taraab musik i en moderne udgave. Her er afro-stemning for fuld udblæsning på havnepromenaden i Stone Town, Zanzibars hovedstad, som også bærer navnet Zanzibar Town.


Zanzibar er blot en beskeden ø med godt en million indbyggere. Øen er kendt for produktion af krydderier. Den produktion og placeringen var baggrund for en betydelig velstand også langt tilbage, hvor folk fra Persien og fra de arabiske lande kom hertil og tog kontrol på skift. I flere århundreder var sultanen af Zanzibar en af de mægtigste herskere på Afrikas østkyst. Først i 1960'erne efter uafhængigheden fra briterne flygtede den sidste sultan fra Zanzibar, som indgik i en union med Tanganiyka på fastlandet

Også indiske folk er kommet forbi og er stadig tydelige som en del af en meget sammensat befolkning. Landet er muslimsk domineret, men også med stærke kristne samfund. Søndag kom vi forbi den store katolske kirke i centrum. Her var gang i en livfuld messe. Vi fik kantet os ind. Susan der er vor ledsager, er i kirke hver søndag med hendes familie, - og hun fortæller at hendes mor besøger deres lokale kirke hver dag. Det er en rigtig dejlig oplevelse at opleve en afrikansk gudstjeneste, for den er livfuld, fyldt med deltager involvering i form af vekselsang, oplæsning og prædiken.


Vi tager på besøg i en kooporativ landsby uden for byen, hvor de driver en del af jorden som en spice-farm - et slags besøgslandbrug, hvor man på to hektar skovlandbrug finder langt de fleste af de krydderier, vi bruger hos os: Ingefær, kardemomme, kanel, karry, vanilje. Vi møder også bananer, annanas, mango og kasawa.

Vor guide hedder Omal og han er en charmerende og kyndig fortæller. Han fortæller, at de ikke har brug for en doktor her, for krydderplanterne hjælper med at reparere på mange dårligdomme, der kan komme til os mennesker. Fx er ingefær fint til at være stoppende, når det gælder afføring, ...men tillige en god hjælp, hvis at man skal have gang i forplantningsapparatet. Se det er jo nyttig viden! Vi bliver vist rundt, og vi har en meget flot formiddag i Big Boy Spice-Farm, som absolut kan anbefales.


Vi skal en tur tværs over øen for at opsøge vandet mod øst; - det rigtige Indiske Hav. Her har Kite- surfere fundet et godt sted at stå på bræt. Et lokalt Klitmøller under mere varme omstændigheder. Så her uden for lov og ret ligger et fattigt samfund, Paje, som nu er invaderet at alverdens unge, der er afhængige af den afslappede livsstil, som er forbundet med surfing.

Midt i landsbymøder jeg en en flok kreaturer på jagt efter mad. Der er køer og kalve i en tredjedel størrelse af de Hereford-køer, der går rundt hjemme hos os på Solgården. Malke-dyr i en fin ministørrelse. De gik frit omkring uden en hyrde, men kunne ved aftentid finde hjem til hver deres stald, i den meget ydmyge landsby. Et meget kontrast fuld sted, hvor den tildækkede muslimske livsstil i de små meget beskedne huse, mødtes med de frembrusende europæere og amerikanere i et tilsyneladende harmonisk kulturtræf.


På Zanzibar møder du et meget åbent folk, der er vandt til at fremmede kommer forbi. Jeg læser i den lokale engelsksprogede avis, at i år tror man på en økonomisk vækst på 7.7 procent.

Zanzibar oplever sig selv som et eget land i en Union med fastlandet, og år efter år taler man om det nu “kan betale sig” at fastholde samarbejdet med det store fastland. For som Babu Ali fortæller.... - før man blev en del af Tanzania, havde Zanzibar penge i kassen og kunne hjælpe andre fattige lande med økonomisk hjælp. Nu har man ingen penge, men må år på år sende penge ind i det store fællesskab. Zanzibar har dog eget parlament og egen præsident. Og avisen fortæller, at her har man også som en egen ting, en offentlig betalt pension til alle ældre. Et gode som revolutionen i 1964 gennemførte, og som stadig en unik for Zanzibar.


På Zanzibar dyrkes en speciel musik genre der kaldes Taraab. Det er musik, der forbinder den arabiske verden, Persien, Indien og Østafrika. Vi fik held til at overvære en koncert på det lokale musik konservatorium i Stone Town. Her optrådte elever og deres lærer i fælles flok. To violiner, en oud, en liggende harpe, trommer og en forslidt harmonika, dertil tp sangerinder. Harmonika-spilleren var en dygtig og appellerende kapelmester. Musikken er sødladen og svinger sig gennem lange melodiske forløb i forskellige tone arter. Skiftemde rytme og mands - og kvinde sang veksler i fine mønstre. Det er gammel folkelig musik med tekster af romantisk og moralsk indhold. Dagen før mødte vi samme sted moderne fusions musik på konservatoriet. Her tydeligt også med inspiration for den gamle taraab musik, der også er populær på fastlandet. Og som jeg lærte at kende for 25 år siden, da jeg først var på rejse her.





Rig og fattig



Antallet af fattige mennesker er umådeligt i Afrika. Graden af fattigdom er rystende. En dag går vi på stranden, og en ung mand vil gerne tale lidt tysk med os. Han får indledt en venlig samtale med os og fortæller, at han har måttet forlade skolen, da hans far døde, og der ikke længere var skolepenge til rådighed. Nu bliver han så sendt afsted for at tjene lidt penge fra turister. Han binder små vedhæng eller dekorationer af et simpelt materiale. Har han held med at sælge dem, kan han købe sig noget at spise. Han bor hjemme og hans job er at små-tigge eller snakke sig til lidt penge, så at han ikke kommer sulten hjem.


Overalt ser man mænd, unge som gamle, der sidder og venter på en mulighed for at tjene lidtpenge. Vi hører flere gange fortællinger, om at man “tager børn eller unge” til sig i familien, for at sikre dem mad og tag over hovedet. De kan være tjenende ånder i husstanden, eller de kan være “den udvidede familie”. Her udfoldes et familie-baseret liv på en overraskende måde.


Vi skal køre en tur op til Nordlandet på Zanzibar. Vor chauffør hedder naturligvis Mohamed Ali. For det hedder rigtig mange her for at ære profeten. Han er på plads en halv time før aftalt tid, og da vi kommer ud til bilen, fortæller han, at han har fået problemer i familien, og vi skal i stedet køre med hans bror, som hedder Somali. Måske har vor chauffør i mellemtiden fået en anden udflugt at køre, men oplevelsen viser, at her har man hele tiden et fællesskab om at løse en opgave. Man sørger for at den bliver løst indenfor “familien”, således at de penge der evt. formidles holdes i "familien", og at man har styr på at opgaven løses rigtig for kunde eller gæst.










Politik på Zanzibar



Vor chauffør Somali var af den mere oprørske slags og ville gerne have os fortalt, at nu om dage var Zanzibar reduceret til en koloni af fastlandet, som intet væsentligt havde at sige. Øen kan fx ikke vælge sin egen præsident, men får en sådan udpeget fra fastlandet. Selvom 75 procent ved seneste valg stemte på oppositionspartiet her på Zanzibar, fik de udpeget en fin professor fra fastlandet til at være deres præsident.


Sådan har fastlandet sat sig på det, der engang var en rig lille ø-stat. Ja oven i købet en gang var et lille imperium, hvor byer på fastlandet som Dar es Salaam, Mombasa og Bagamoyo var dele af det osmaniske Said-imperium, som blev styret fra paladset på havnen i Zanzibar By. Han fortæller at hvis man for alvor kritiserer den eksisterende orden, så bliver man skudt af politiet. Han er tydeligvis meget hård modstander af fastlandsfolkene, der netop nu kommer sejlende over det lille farvand og forsøger at finde sig en levevej her, og tager arbejde og penge fra de oprindelige indbyggere, hvor de så end er kommet fra.


Der har været nationaldag, hvor man fejrer revolutionen i Tanzania, mens vi har været her, og en lang række bygninger er prydet med de nationale farver: grøn, sort og gul. Præsidenten for hele nationen havde i år valgt at tale på stadion på øen Pemba. I den bagende sol sad folk og lyttede i halvanden time på, hvad folket havde opnået siden løsrivelsen fra England og revolutionen på Zanzibar. Forinden havde elitetropper vist gymnastiske og krigeriske øvelser for den lokale befolkning på Pemba, hvor folk siges at være de mest regeringsfjendtlige. Et par dage efter kommer militærenheder forbi Zanzibar by i et flådefartøj, og vi møder soldater i byen.


Den tanzanianske hær er stor, og også en rygrad i forsøget på at danne en nation i moderne forstand med et fælles sprog og en fælles oplevelse af at høre sammen. Oplevelsen af at høre sammen er stadig en stor opgave for de mange forskeligge folkeslag her, men det synes at lykkes på mange områder, men nepotisme og korruption er stadig en vanskelighed.





Tilbage i Dar



I huset her holder man sig orienteret. Det sker via den arabiske tv-kanal Al Jazeera; - der også sender en engelsk udgave afsted fra Qatar på den arabiske halvø. Tv-kanalen sendes via satellit og net. Den er en del af 310 millioner husholdningers hverdag, og en vigtig formidler i de 100 lande, hvor den er aktiv. 3.000 ansatte i 70 lande sikre en stadig nyhedsstrøm. Her i Dar er vi naturligvis tættest på, hvad der sker i Afrika og i den arabiske verden. Man kigger med lidt undren på al den krig som vi i Vesten folder ud over verden. Al Jazeera bringer verden indenfor, overalt på kloden, og har en rolle som BBC engang havde hos os.


Lokale penge skaffer man sig ved at opsøge lokale vekselerer. Vi henter penge for anden gang. Jeg har medtaget euro og for mine 700 euro får jeg godt 1.800.000 tanzanianske shellingi. Det er rigtig mange penge for folk her, og skulle gerne række til den sidste uge udskejelser. En dansk krone giver dig ca. 300 shillingi. Og en Fanta-sodavand koster ca. 500 shilling serveret køligt på den lokale restaurant. Altså ca. halvanden krone! Tilsvarende fik jeg klippet hår og skæg på bedste vis for under 10 kroner af en meget dygtig frisør. Jeg fik pudset mine sko for tre kroner.


Bente er blevet ramt af et hårdt mave-onde og må holde sig i sengen. Jeg må afsted til det lokale apotek og køber en variant af Imodium. Det får man for en rimelig pris, ligeså noget creme til at smøre på insektbid, for dem løber man nemt ind i om aftenen, hvor der kan være myg og andet småkryb i luften. Vi må smøre arme og ben for at undgå insektbid, og det afværger det værste, men lidt held har de små insekter fra tid til anden, - så er det godt at have lidt at smøre på som dulmer.


Den lokale avis er interessant at få hold i. Et medlem af parlamentet er blevet indkaldt for at stå skoleret for formanden, fordi at han har sagt at parlamentet ikke altid lever op til dets ansvar. Derved har han fornærmet hele parlamentet og må nu pænt forklare sig og sige undskyld. Et eksempel som falder fint i tråd med den opstramning som den nuværende præsident står for, og hvor snart en rockstjerne, snart et medlem af parlamentet, anklages for at være u-tanzaniansk og at have brudt den nationale orden for ordentlig adfærd.


Her er det strammer-tid. Vi spørger ind til debatten om homoseksuelle; den har fyldt en del i debatten hjemme i Danmark. Her er den slags adfærd ulovlig blandt mænd, og kan straffes. Nu vil nogle politikere stramme op og hyler som en anden Støjberg i Danmark for at sikre sig billig og fornyet opmærksomhed foran et valg. Mr. Mohammed i huset her siger, at her er man lidt bagud for den udvikling, der sker i vesten, og at Tanzania også vil flytte sig. Som en form for liberal muslim med udsyn, har han ikke noget behov for at markere sig, over for mennesker med en anden seksuel præference.


Vi er på vej mod Arusha, men har stillet afgangen i bero for at afvente bedring i maven og kan blot nyde nok en dag med fuldt solskin og forsøge at samle kræfter. Dagen derpå er det blevet tid til at opsøge det store lokale marked i Dar.

Det bærer navnet Kariako; formentlig en afledning af det engelske carry and go. Åbenbart en vanlig kommando fra de engelske herskeres tid, som har bidt sig fast hos den lokale befolkning som et tidsmærke i dagligdagen. Sådan er sproget nogle gange en forunderlig bærer af historien. Det siges, at der kommer op mod 2 millioner mennesker forbi Kariako-området hver dag for at handle, eller bare for at komme forbi og være en del af det mylder. Et sted faldbydes i en stor hal artikler til landbrug og gartneri af en lang række handlende. Et andet et der mulighed for skønhedsartikler.


Her er det blandt kvinderne populært at forlænge og farve deres hår. I hundredvis af små boder udbyder produkter hentet hertil fra Indien, Kina, Indonesien m.v. Naturligvis er der fødevarer til madlavning. Friske grønsager i overvældende mængde, vand og sodavand. Du kan købe krydderier, te og kaffe. Tøj og sko udbydes også på gaden, hvor handlende breder deres varer ud på fortovet. Vi lokkes ind i en lille smøge for at se på batik-stof. Her i et lillebaglokale på måske 12 kvadratmeter har en gruppe kvinder deres fælles handelssted.

Batikfarvning af bomuldstof er udbredt i Afrika, og vi får købt stoffer med hjem til kjoler til de små piger i vor familie. Så må vi håbe på at vores begejstring for de unikke ting kan smitte af på dem! Bente finder også en kjole i et fint snit som passer hende på bedste vis.


De afrikanske kvinder har en meget fin sans for at klæde sig og at pynte sig. De har farvepragt i tøjet, der spiller sammen med den sorte hud, og formår med et tørklæde, der er sat løs over skulderen, eller som en hovedpryd, at gøre en flot figur i gadebilledet. Det gælder såvel unge som ældre, stor som slank, at kvindernes klædning er meget spændende for os at se på. Farverig og med en egen elegance.


Overalt i gadebilledet er der livlig aktivitet. Der kan handles overalt. Fra en cykel, hvorpå man bringer frugt til byen. Fra gaden hvor man breder sin vare. Det kan være sko, tøj, frugt… alle slags varer tilbydes på gaden. Har man ikke fundet et sted at handle, går man blot rundt med sine varer og tilbyder dem til dem der kommer forbi. Det kan være en mand der går rundt med 5 skjorter, og forsøger at få dem solgt!

Det er stadig almindelig kutyme at bære varer med hjem på hovedet. Det kan både mænd og kvinder gøre, selvom det mest er kvinder, man ser fragte deres indkøb hjem på denne måde.


Uden for vores bolig har nogle kvinder flikket nogle meget primitive halvtag sammen, hvor man i skyggen kan side og få sig et måltid. Vi er nabo til et stort tankanlæg og til en oplagsplads for tomme skibscontainere. De chauffører, der kommer til området, får så mad i de små boder, som er skudt op. Ved aftentid samler kvinderne deres gryder og tallerkener sammen og går hjem efter en lang dag ude under solen.


Mørket falder på ved syv tiden, og så er der helt stille i vort kvarter. Livet foregår inde i de lukkede gårde, der danner ramme om familiernes liv. Hos os med en høj mur ud mod gaden med en stor rulleport, der lukkes omhyggeligt efter hver indkørsel. Porten betjenes af houseboyen, hvis han er hjemme, men vi andre må også godt hjælpe til. Den lukkes ved nattetid, så ingen skal komme forbi. Den megen fattigdom afføder naturligvis tyveri af mere simpel karakter. En havde i dag held til at liste cigaretter op af Bente taske i et ubemærket øjeblik på markedet… Sådant sker, her som overalt, hvor der er fattige folk omkring dig.







Så skal vi til fødselsdag



En fredag aften er der indkaldt til subprise-party hos Mr. Mohamed og Mrs. Angela for søster Esther fylder 60 år, og skal samtidig gå på pension. Søstrene - dem er der i alt fem af - har besluttet sig for, at vi skal samles hos Mr. Mohammed for han har plads, og Esther lever under nogle forstemmende boligforhold, fordi hun i ti år har måttet trækkes med en vanskelig arvestrid med børn fra hendes afdøde mands første ægteskab.


Der er sat runde ottemands borde op udenfor i haven på et stort brolagt areal. Kina-stole med hvidt flot dækken er sat frem. En ung mand fået til opgave at være disc-jokey og har medbragt et fint stort Sony-anlæg. I mørkningen ruller biler ind gennem porten til festpladsen. Vi bliver ca. 60 gæster, som er samlet, da søster Esther, der stadig ikke har anet uråd er fremme ved porten og bliver mødt med fødselsdagssang og omfavnelse.


Det bliver en rig oplevelse at sidde i mørket og kigge ind i, hvordan en sådan sammenkomst afvikles. Det sker med stor værdighed. Søster Vivian er toast-master og fortæller omhyggeligt om, hvad der skal ske, inden Mr. Mohammed byder velkommen og fremsiger en muslimsk bøn. Derpå er det Susans tur til på kristen vis at bede og ønske lykke for selskabet og Esther. Der er taler på swahili, et sprog som går over min forstand.


Vi har et kig ind i den højere middelklasse. Folk, der har gode embeder som skolelærer, kontorfolk og ingeniører, og som har været med til at opbygge Tanzania gennem et langt arbejdsliv. Det har ikke for alle været et nemt liv, og der har altid, - også i dag, skullet udvises stor sparsommelighed, for at der kan være penge til børn og unges skolegang, forbedring af boligforhold og andre udgifter.


Søster Vivian er et godt eksempel. Hun mister sin mand og bliver alene med fire børn. To er hendes egne, de to er fra mandens første ægteskab. Familien hjælper med at få tingene til at hænge sammen, og hun overlever blandt andet ved at producerer kyllinger til slagtebrug i hold af 1.000 styk på hendes lille ejendom. Alle fire børn har fået en uddannelse, og de fleste har også fundet sig et job.


Mr. Chenga, som er min ven fra gamle dage, er også blevet indbudt, og de to hvide gæster, Babu Lars og Bibi Bente, og Mr. Chenga har en særlig position som gæster i den dejlige flok. Babu Lars og Bibi Bente bliver hurtigt vort tilnavn her. Det betyder Bedstefar Lars og Bendestemor Bente. Der bliver normalt kun serveret alkohol frie drikke i det muslimske hjem, men idag bliver der også budt øl rundt. Det vækker megen glæde hos nogle af deltagerne, der godt kan lide at der er fri bar. Så i vor afdeling bliver der et meget muntert hjørne, hvor enkelte også har medbragt forstærkninger i form af større plast flasker med sodavand og den populær spiritus: Konjaki. Det er et vigtigt bidrag, når stemningen skal nå de rigtige højder ved en afro-fest i Tanzania.


Vi er tilsagt til at være på plads kl. 18.00. Klokken 19.00 ankommer vor æresgæst: søster Esther. . Kl. 20.30 ruller en bil med diner transportable ind på pladsen, og vi spiser. Klokken er næsten er næsten midnat, da der bliver der sagt tak for i aften og klokken 01.00 er festpladsen ryddet og borde og stole er sat under tag, og er klar til afhentning dagen derpå.


Aldrig har jeg set så fin og nem en afvikling af en familie-sammenkomst i Danmark. Der var mulighed for dans, men ikke megen dans. Der var taler og fest-ritualer. Den fine fødselsdagskage i tre etager skulle skæres for. Fødselaren skulle i selskabets midte modtage de gaver som enkelte af deltagerne havde medbragt o.s.v.





Dansetruppen og Danmark



I 1991 besøgte Muungano Cultural Troupe Nordjylland på initiativ af en ung studerende, Lea Vangstrup. Hun havde haft gode år i Tanzania sammen med hendes familie. Faren var ingeniør på Aalborg Portland Cementfabrik, og fabrikken havde fået til opgave at hjælpe med at starte en cementfabrik op i Tanga lidt mod nord i Tanzania.


Lea blev indfanget af afrikansk dans, og lærte selv at danse. Hun blev en god ven af en dansetrup i hovedstaden. Gruppen blev ledet af en tidligere skolelærer Mr. Norbert Chenga. Hjemme i Danmark præsenterede hun ideen om at lave et besøg i Danmark for hendes danse-venner i Afrika. Det skete mens jeg arbejdede på Huset i Aalborg. Ved fælles hjælp lykkedes det at skabe den økonomi, der muliggjorde, at 12 dansere og musikere fra Tanzania besøgte Nordjylland i fem uger i 1991.

Et stort program blev afviklet i Aalborg, med afstikkere til Norge og Sverige inden truppen trætte kunne returnere til Dar es Salaam. To år senere blev det muligt at lave en genvisit med et hold danske musikere og aktører. Sammen rejste vi rundt i Tanzania og besøgte store byer som Dodoma, Singida, Mwanza og Arusha. Truppen fik over årene mange danske kontakter.


Truppen optrådte med traditionelle afrikanske danse som de danses i de forskellige stamme-områder i landet. De havde også officielle opgaver for staten, hvor de skulle fremme oplysning og holdninger. Da vi besøgte dem indgik der belærende/oplysende dans som fortalte om risiko ved og forbyggelse af AIDS. Senere havde truppen deltaget i oplysende kampagner, som fortalte om overgangen fra etparti system til flerparti system. En landsdækkende turne, som var støttet af den danske ambassade i Tanzania.

I dag er truppens aktivitet begrænset til sjældne offentlige danseshow, når ambassader, hoteller eller andre køber et show. Truppens aktivitet var gået voldsom ned, og kunne måske betegnes som svag og nødlidende, men ikke mere end at man tydeligt skulle samles, når der igen kom livstegn fra Danmark, hvor man i ”gamle dage” havde haft en stor oplevelse og fundet venner.


Ved vores ankomst til Tanzania i år blev der afviklet et velkomst show, - og som afslutning et stort program som afsked for vort besøg. Begge shows blev afviklet i haven ved et hotel kompleks ved Friends Corner. Et kendt sted ved en af indkørselsvejene til hovedstaden.

Nu som dengang var der ud over traditionel dans, akrobater og slange-show på programmet. For 25 år siden indgik der lejlighedsvis også koncert med den Østafrikanske tarab musik som vi mødte på Zanzibar. Den musik var nu sparet væk.


Truppens leder er stadig Mr. Norbert Chenga. Af de 12 unge dansere og musikere, der besøgte Danmark i 1991 var kun 3 i live: Mr. Norbert Chenga, danserinde Elizabeth Nyondo og trommeslageren Mohamed Mkopi.


Ved den afsluttende farvel show takkede jeg naturligvis for det varme gensyn og lovede at forsøge at støtte gruppens virksomhed fremover, ved at søge at indsamle penge til fornyelse af kostumer, instrumenter og udstyr.


Produktionen af dette hæfte er en del af det indsamlingsprojekt, hvor jeg sammen med venner at truppen forsøger at indsamle 20.000 dkr. i løbet af 2019.


Det vil blandt ske ved, at jeg afholder fortælle-arrangementer om mit venskab med truppens hos alle typer forsamlinger. Har du ideer til steder og miljøer der kunne tænkes at modtage besøg er du velkommen til at kontakte mig på tlf. 5329 4407 eller på mail: Bangforlag@gmail.com​





Fakta



Der bor i 2019 ca. 55 millioner mennesker i Tanzania. Da Lars besøgte landet i 1993 boede der ca 26 millioner. Så her vokser folketallet med ca. 1 million om året.


Landet har et areal på 945.000 kvadratkilometer. Danmark udgør (ekcl. Grønland) 43.000 kvadratkiliometer. Så Tanzania er godt 20 gange så stort som Danmark.


Det såkaldte BNP der måler værdi af produktion og handel i et land udgør i Tanzania 56 milliarder dollars i 2017. I Danmark er værdien opgjort til 324 millarder dollars. Det betyder at værdi pr. indbygger er 936 dollars i Tanzania, mod 56.307 dollars pr. indbygger i Danmark. Gennemsnitlig kan man forvente at leve 62 år i Tanzania. I Danmark bliver folk gennemsnitlig 80 år.


En typisk måneds-løn kan i Tanzania udgøre 420.000 shillings= 1200 dkr. = 60 kr. pr dag. Mange må imidlertid klare sig for meget mindre. Vor guide Tobias i Bagamoyo fortæller, at han tjente 300.000 shillings som skolelærer.


Tanzania er placeret ved ækvator. Det grænser op til Det indiske Ocean mod øst. Lande- grænser er mod Kenya, Uganda, Rwanda, Burundi, Congo, Zambia, Malawi og Mozambique. Landskabet er varieret med slette og højland. Dyrknings muligheder er præget af den stærke varme ved ækvator, men også af den megen nedbør, det giver en stor frugtbarhed. Landet rummer en række af Afrikas største søer, og fiskeri er en vigtig kilde til føde. Det udbredte landbrug sikrer normalt en god fødevareforsyning.